Stephen Helgesen, den 30. september 2025
I sidste uge optrådte præsident Trump ved den afdøde Charlie Kirks mindehøjtidelighed og erklærede, at han hadede sine modstandere. Hans bemærkninger faldt umiddelbart efter Kirks enke sagde, at hun tilgav sin mands morder. Kontrasten var slående og var med til at forklare meget af, hvordan og hvorfor præsidenten nu bruger statens magtinstrumenter til at udøve gengældelse for alle de uretfærdigheder, hans fjender har påført ham gennem årene. Ja, jeg bruger ordet “fjender” og ikke “modstandere”, fordi mange af dem, der tidligere var uenige med Donald Trump, er blevet fanatiske Trump-hadere, der er fast besluttet på at ødelægge ham, hans præsidentskab og dem, der støtter konservatismen – som stakkels Charlie Kirk gjorde. De har valgt at slå lejr på den anden side af den politiske Rubicon, hvor fair play, samarbejdsvilje og retfærdighed ikke findes.
Nu må præsidenten stå for skud for at give udtryk for sin personlige animositet mod sine fjender på en måde, som mange siger hverken er præsidentiel eller kristen. Hans kritikere peger på hykleriet hos en mand, der bekender sig som troende, men som ikke er i stand til at tilgive dem, der forsynder sig mod ham. Og selvom den kritik er fair, overser den et andet væsentligt punkt, nemlig at hr. Trump er et menneske med menneskelige fejl og svagheder. Det har enhver kristen – og det har alle uden tro også. Vi, der kæmper for at blive bedre kristne, forstår fristelsens verden og, hvordan den kan trænge ind i vores sjæl og underminere de forsvarsmekanismer, der skal beskytte os mod netop fristelsen til at være hævngerrige.
Når de fleste af os bliver uretfærdigt krænket, er vores øjeblikkelige refleks at forsvare os. De handlinger, vi foretager i eget forsvar, afhænger af mange variable. Dem i offentlighedens søgelys ved, at der grundlæggende er to valg: reagere for at korrigere fortællingen og udfordre anklageren/gerningsmanden – eller ikke reagere og dermed løbe risikoen for at få deres omdømme tilsølet og, i folkevalgtes tilfælde, få deres politiske dagsordener ødelagt. Mens det første lægger ansvaret på os for at føre vores sag, lader det andet dem, der gør os uret, fortsætte deres dårlige adfærd over for andre. Og når den adfærd ikke udfordres, kan den påvirke anvendelsen af vores love og gøre vores længe fastholdte sociale værdier sårbare for angreb. Enhver handling – og enhver undladelse – har en konsekvens.
Inden vi fordyber os yderligere i dette filosofiske sidespor, må vi lige få nogle begreber på plads. Hævn og gengældelse er ikke det samme. Selv om de ligger tæt på hinanden, er der grader af gengældelse, der gør forskellen. Hævn er den konkrete handling at gengælde eller straffe nogen for en uret, der er begået mod dig. Gengældelse er mere abstrakt – begrebet, ønsket eller begrundelsen for enhver form for hævn. I kontrast hertil vil jeg hævde, at Trumps udtalelser og handlinger afspejler hans ønske om at udøve en form for handlingsrettet gengældelse samt at rette op på nogle grundlæggende skævheder i det amerikanske Justitsministerium (Department of Justice) og retssystemet, som har fået lov at trives under tidligere regeringer. Hvad angår Trumps offensive linje over for medierne, har han et sekundært motiv: at genoprette den balance, der engang fandtes i tv-netværkernes politiske kommentatorstof.
Hvad er nogle af de måder, hvorpå gengældende handling kan retfærdiggøres?
— Gengældelse (straf eller konsekvenser) kan afskrække fremtidig forseelse, forhindre skade og skabe et mere sikkert samfund. Eksempel: Strenge straffe for spirituskørsel reducerer ulykker.
— Gengældelse kan genoprette den moralske orden og bekræfte fællesskabets værdier. Ved at straffe uret viser samfundet, at retfærdighed betyder noget, hvilket kan styrke tilliden til institutionerne.
— Gengældelse kan være en katalysator for reform ved at presse individer eller systemer til at ændre sig i positiv retning. Et eksempel kunne være: hård offentlig modreaktion mod virksomhedsmisbrug tvinger virksomheder til at indføre bedre praksisser.
Hvorfor er hævn forkert?
Mange af vores vestlige moralske og filosofiske traditioner afviser hævn, og hovedindvendingerne falder typisk i nogle få kategorier:
— Eskalation og voldsspiraler: Hævn fører ofte til gengældelse, der nærer et endeløst tit-for-tat. Filosoffer, religiøse ledere og fredsfortalere advarer om, at denne spiral undergraver social stabilitet.
— Retfærdighed vs. hævn: Retfærdighed skal være upartisk og styret af loven, mens hævn er personlig og følelsesdrevet. Kritikere hævder, at hævn erstatter fairness med vrede og risikerer uforholdsmæssig straf.
— Moralsk karakter: At søge hævn kan ses som en korrumperende indflydelse på individet. I stedet for at hæve sig over krænkelsen sænker hævneren sig ned på gerningsmandens niveau. Tænk på citatet fra Confucius: “Før du begiver dig ud på hævnens vej, grav to grave.”
— Religiøse indvendinger: I kristendommen betones tilgivelse: “Hævnen tilhører mig, siger Herren” (Romerbrevet 12,19). Mange trosretninger fraråder tilsvarende hævn til fordel for tilgivelse, medfølelse eller karmisk retfærdighed.
— Pragmatisk etik: Nogle hævder, at hævn ganske enkelt ikke løser problemet. Den ophæver sjældent den oprindelige skade og kan yderligere skade relationer og fællesskaber.
Når det er sagt, er hævn i visse kulturer og filosofier blevet betragtet som en måde at genoprette ære eller balance på, så den ikke er universelt fordømt.
Jeg vil hævde, at præsident Trump har en meget forudsigelig modus operandi. Han lader sine følelser tale først om enhver uret, han mener er begået mod ham. Derefter forsøger han at iværksætte konkrete ændringer, såsom at tilbagerulle Bidens mange præsidentielle bekendtgørelser (executive orders), som han opfatter som en direkte lussing i ansigtet på hans præsidentskab i hans første periode, eller ved at opfordre Justitsministeriet til at gennemgå sagerne mod dem, han mener har løjet om ham og sammensvoret imod ham – for at holde dem ansvarlige. Det overordnede formål er at værne om systemets integritet og fairness for kommende præsidenter. Jeg er klar over, at det kan lyde, som om jeg forsøger at finde et mere nobelt motiv for Trumps handlinger, men jeg tror, at der under hans megen intense følelser ligger et tydeligt ønske om at beskytte systemet mod fremtidige misbrug ved at gennemføre en procesændring, der ikke blot er teoretisk eller aspiratorisk. Derfor er hans handlinger ikke blot resultatet af sårede følelser eller et ønske om hævn, men noget, der mere præcist kan beskrives som handlingsrettet gengældelse.
Så svaret for mig er: ja. Gengældelse kan nogle gange retfærdiggøres, hvis den fører til konkret, positiv forandring – men kun under strenge etiske betingelser. Og deri ligger det næste store spørgsmål: Har vores samfund stadig en etisk kodeks, der kan skelne mellem hævn og gengældelse? Jeg håber inderligt, at svaret er ja.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, syv af dem om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0