André Rossmann, den 14. april 2026, 24NYT
Danmark: Et smilende DDR
Selv om Danmark formelt er et liberalt demokrati med institutioner såsom grundlov, parlament, frie valg, ejendomsret mv., har ”socialdemokratismen” været den dominerende samfundsform i flere årtier. Socialdemokratismen har en markedsøkonomisk facade med private eller halvprivate virksomheder, som lever i hyggelig, kammeratkapitalistisk symbiose med staten. Og bag facaden gemmer der sig et totalitært, socialistisk samfund med de typiske elementer, som man kender fra kommunistiske lande: kollektivistisk tankegang, massiv overvågning og kontrol, en politisk drevet offentlig sektor, planøkonomisk regulering, et dysfunktionelt morads af særinteresser, statsstyret omfordeling, censur og venstreorienteret propaganda i de statskontrollerede medier samt formynderisk klientgørelse af borgerne. Med Asger Aamunds ord: et smilende DDR.
Selv om socialdemokratismens elite ikke ejer produktionsmidlerne, udøver den via en stadig mere ekspansiv regulering de facto politisk kontrol over markedet, private virksomheder og ikke mindst borgerne. Til forskel fra den klassiske socialisme, der havde som mål at nationalisere produktionsapparatet, har socialdemokratismen gennem flere årtier brugt velfærdsstaten til at socialisere, opdrage og hjernevaske danskerne, så de i dag er lydige og velfærdsbedøvede skaffedyr for ”fællesskabet”, som er det danske kodeord for totalitær stat.
Borgerligheden har ingen borgerlige vælgere
Mens de borgerlige debattører drømmer om et borgerligt alternativ til socialdemokratismen, findes der reelt ikke nogen efterspørgsel efter et borgerligt projekt, fordi den borgerlige vælgerbase i Danmark for længst er blevet socialdemokratisk. Midten i dansk politik er nemlig rykket stærkt til venstre, hvor langt de fleste vælgere og partier nu klumper sig. 63 pct. af den voksne befolkning og dermed et klart flertal af vælgerne i Danmark har deres livsgrundlag deponeret hos staten, enten som offentligt ansatte eller som sociale klienter. Enhver borgerlig regering, der måtte ønske at afskaffe socialdemokratismen, ville derfor automatisk komme i karambolage med over 63 pct. af de danske vælgere. Og derfor er de borgerlige partier i dag nødt til at være afskygninger af Socialdemokratiet. De står stort set for den samme politik og hylder den samme socialistiske formynderstat, ganske enkelt fordi det er det samfund, et flertal af danskerne vil have.
Mens danske vælgere ikke forstår, hvad den såkaldte blå blok vil med Danmark, er socialdemokratismens politiske projekt ikke til at tage fejl af: Det handler om mere og mere velfærd til ”fællesskabet” (læs: flere skatteindtægter og offentlige bevillinger), hvilket indebærer, at borgerne reduceres til arbejdende skaffedyr, der forventes at slide livet igennem for at bidrage til de fælles kasser. Og både de borgerlige og ikke-borgerlige støtter socialdemokratismens projekt uden den mindste protest.
De borgerlige har omfavnet den gode velfærdsstat
Danmark kunne have et glimrende samfund med et højt velstandsniveau som f.eks. Schweiz uden en socialdemokratisk velfærdsstat. Fortællingen om den gode socialdemokratiske velfærdsstat er imidlertid så stærk i Danmark, at det er umuligt at gå op mod den uden at blive beskyldt for at ville det onde: Ødelægge trygheden og sammenhængskraften, trampe på de svage, udskamme de fattige og lade egoismen æde det solidariske danske fællesskab. Det skyldes, at det er lykkedes for socialdemokratismen at tage patent på godhed. Socialdemokraterne er de gode, de varme og de omsorgsfulde, mens de borgerlige, som man kalder højrefløjen, er de kolde, de hårde og dem, der kun tænker på sig selv.
Både de borgerlige og ikke-borgerlige accepterer socialdemokratismen og dens fortælling som en naturtilstand. Og derfor er det i Danmark umuligt at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, markedsgørelse af den offentlige sektor, maksimal individuel frihed og minimal intervention af statsmagten i borgernes liv. Når man får en borgerlig regering, bliver den totalitære velfærdssocialisme opretholdt og videreført. Og det er præcis grunden til, at hver gang de borgerlige har haft regeringsmagten, er det danske samfund ikke blevet mere borgerligt, men derimod mere socialistisk, mere reguleret, mere totalitær, mere overvåget, mere beskattet, mere kollektiviseret og mere umyndiggjort.
De borgerlige har tabt kampen om borgerligheden
Socialdemokratismens klakører og sykofanter har gennem de sidste 50 år sat sig tungt på de centrale institutioner i det danske samfund. Fra daginstitutioner over skoler til ungdomsuddannelser, universiteter, højskoler, kirken og kulturinstitutionerne til interesseorganisationer, militæret og efterretningsvæsenet. De statsfinansierede DR og TV2, der har flere borgerlige i bestyrelsen, formidler de rigtige stuerene holdninger til EU, klimaet, indvandring og alle dem, som det ifølge Politiken er synd for. DR og TV2 er hvad Pravda var for det kommunistiske parti i Sovjetunionen. De er establishments stemme. Og establishment er i bund og grund socialdemokratisk og venstreorienteret.
Selv om de borgerlige påstår at være i opposition til den formynderiske velfærdsstat, har samtlige borgerlige regeringer været med til at øge statens formynderi. Statslig indblanding, ensretning og socialistisk detailstyring af borgernes liv samt disciplinering af borgerne (f.eks. udskamning af danskernes dårlige arbejdsmoral) for at sikre, at de bidrager til ”fællesskabet”, er blevet borgerlig politik. De borgerlige partier er med andre ord helt med på idéen om, at det socialistiske velfærdssamfund er bedst til at definere og organisere borgernes private liv.
Fortællingen om, at socialdemokratismen, fællesskabet og den store altfavnende velfærdsstat er vejen til lykke og tryghed, har i dag tilslutning hos alle borgerlige vælgere. De borgerlige partier har for længst mistet deres værdimæssige ståsted og tabt kampen om, hvordan samfundets problemer defineres, italesættes og løses. Ikke mindst fordi nye generationer af unge og veluddannede mennesker i storbyerne, som er opvokset i den socialdemokratiske velfærdsstat, og som sidder på samfundets topposter, betragter konservative, borgerlige ideer og principper som støvede og nærmest fortidslevn, der forbindes med lav status. Jo længere uddannelse folk i dag har, desto mere venstreorienterede bliver de, og desto mere stemmer de ud fra venstreorienteret værdipolitik. Det tydeligste eksempel er, at Gaza – 4.000 kilometer fra København – er kommet til at spille en rolle i den sidste kommunale valgkamp.
Dødt demokrati uden reel uenighed
Selv om Danmark er et dybt socialistisk samfund, fremstiller politikerne, medierne og kommentariatet landets politiske landskab som en hidsig kampplads, der præges af dybe ideologiske kløfter mellem venstre- og højrefløjspartierne, og hvor der konstant er slagsmål om retningen for samfundet. ”Vi er gået i gang med en historisk spændende valgkamp”, skrev Berlingskes lederskribent, Amalie Lyhne, inden valget i 2026. ”Det bliver et gyservalg!”, skrev avisen s chefredaktør, Tom Jensen.
Billedet af Danmark, der er opdelt efter skarpt optegnede værdipolitiske brudlinjer, er imidlertid en myte, for reelt regeres landet af det store nationale Socialdemokrati (Folketinget) bestående af røde og blå socialdemokratiske fraktioner (folketingspartier). Danmark har med andre ord et etpartisystem, hvor samtlige folketingspartier indgår i det store velfærdssocialistiske parti. Reelt er der i Folketinget kun ét gangbart syn på, hvordan Danmark skal se ud. De hårde påstande, der fremsættes, er derfor ikke en ægte kamp mellem politiske modstandere om forskellige ideologier, værdier og idéer, men snarere et kollektivt rollespil, hvor de blå og røde socialdemokrater leger venstre- og højrefløj. Et folketingsvalg handler ikke om ideologi, men bogstavkombinationer. Og derfor giver det socialdemokratiske danske skindemokrati ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets udfordringer.
SVM-regeringen har skubbet yderligere til en udvikling, hvor vælgerne har svært ved at se de politiske forskelle. Det får naturligvis konsekvenser for opfattelsen af, hvordan et demokrati fungerer. For demokratiet går ud på, at hvis vælgerne er utilfredse med dem, der er ved magten, så kan de stemme på nogle andre og få noget andet. Men det kan jo være lidt svært, hvis folk har svært ved at se forskel. Det siger sig selv, at et demokrati uden reel politisk uenighed er et dødt demokrati. Mennesker engagerer sig, når der er noget at kæmpe for. Når deres stemme gør en forskel. Men i Danmark er der ingen forskel.
Ideologiske forskelle måles i marginaler
Et sundt demokrati tilbyder vælgerne et klart valg mellem ideologiske alternativer. Folketingspartierne, der er nuancer af rødt, kan imidlertid kun appellere til vælgerne ved at tilbyde socialdemokratiske løsninger på alting. Dansk politik er derfor blevet en ideologifri dans om den politiske midte, som reelt har udslettet borgerlighedens fundament, dvs. liberalismen og konservatismen. Uden dem, ingen borgerlighed.
Et folketingsvalg, der er kemisk renset for ideologiske forskelle, er derfor ikke andet end bogstavleg. Det handler ikke om at vælge en retning for Danmark, for uanset hvem der vinder valget, er der kun en retning for Danmark, nemlig velfærdssocialistisk. I andre lande præsenterer politiske partier forskellige økonomiske samfundsmodeller, så der reelt er noget at diskutere og vælge imellem, men det er ikke tilfældet i Danmark. Her præsenterer folketingspartierne stort set det samme, og de altafgørende ideologiske forskelle måles i marginaler i de offentlige budgetter. F.eks. om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9.
Den politiske ambition er i dag udelukkende teknokratisk: at administrere det eksisterende velfærdssocialistiske system en smule bedre end modparten, at flytte 2 pct. her og nogle få milliarder dér. Præmissen for den politiske debat og den førte politik er ALTID, at den nuværende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes. Uanset om det bliver de røde eller blå socialdemokrater, der overtager regeringsmagten efter folketingsvalget i 2026, vil det danske samfund ikke vige ud af det bestående spor. Skulle det ende med en blå regering, vil den fortsætte den eksisterende velfærdsmodel med enkelte justeringer af de små skruer i Danmarks socialistiske system.
Borgerligheden er kemisk renset for borgerlige værdier
Ifølge prof. Peter Kurrild-Klitgaard ”er det store problem for de borgerlige partier, at borgerskabet langsomt er gået i opløsning. Indtil 1980’erne bestod det borgerlige Danmark groft sagt af landmændene og byborgerskabet. Men begge grupper er forsvundet på grund af de seneste årtiers sociale forandringer og fremkomsten af en ny bred middelklasse. Borgerskabet var samfundsmæssigt engagerede og kulturelt dannede typer, som var borgerlige og havde klare værdier. Med deres forsvinden og den brede middelklasses fremvækst er der sket en afdannelse af borgerligheden. Den tænkende del af borgerligheden er så at sige gået tabt i velfærdsstaten”. Så er det sagt.
Konservatismen handler om, at forandringer og udvikling bør tage deres udgangspunkt i det, der har bestået tidernes test. Den handler om, at den individuelle frihed bør balanceres med ansvar, pligter og respekt for andre. Den handler om at værdsætte det, der er arvet: institutioner, traditioner og sociale strukturer. Og sidst men ikke mindst handler den om kærlighed til hjemmet, lokalsamfundet, kulturen og nationen. Den danske borgerlighed er imidlertid kemisk renset for de klassiske konservative værdier. Den domineres af liberalismen på bekostning af konservatismen, hvorfor man kalder de blå partier for ”borgerligt-liberale” partier, mens konservatismen nedtones eller slet ikke nævnes.
De borgerligt-liberale har for længst afskrevet de klassiske konservative værdier: Gud, kongen, fædrelandet, kernefamilien, børneopdragelsen, danskheden, dannelsen og nationalstaten. De tidligere borgerlige partier har i overlevelsens navn måttet indrette sig efter den velfærdssocialistiske virkelighed. I dag domineres den borgerlige agenda derfor af globalisering, multikulturalisme, EU-begejstring, regulering, klimahysteriet og islam-dyrkelse. De borgerlige har set passivt til, mens det civile samfund er blev tømt for flere og flere af de traditionelle funktioner og normer, der er knyttet til familie, kønsroller, seksualitet, kirke og nation. Det har gjort danskerne til rodløse mennesker, der ikke har bund i tilværelsen, historien og kulturen. Ganske vist figurerer traditionelle borgerlige værdier i partiprogrammerne og bliver pudset op til årsmøder og festlige lejligheder, men i praksis er der ingen borgerlige muskler, der arbejder på at indføre en ægte borgerlig samfundsmodel.
De borgerlige vil ikke udfordre socialdemokratismen
Blandt de borgerlige vælgere er der ingen opbakning til anden samfundsmodel end socialdemokratismen. Der er ingen borgerlige partier, der udfordrer den socialdemokratiske tilgang til statens rolle, som er at sørge for ”tryghed fra vugge til grav” med omfattende skattemæssig omfordeling via højere skatter til de rigeste. De borgerlige er i den grad bundet ind i socialdemokratiske dogmer om, at skattelettelser er lig med velfærdsforringelser, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår i offentlige monopoler, og at detaljeret regulering og kontrol er bedre end tillid til borgernes fornuft og dømmekraft, at det i Danmark er umuligt at gennemføre ægte markedsliberale reformer.
Det er derfor kun logisk, at samtlige borgerlige partier bruger energien på at gøre sig lækre for den grå leverpostejsmasse i midten og overbevise den om, at de er bedre til at administrere det socialdemokratiske velfærdsprojekt end socialdemokraterne selv. Samtlige borgerlige partier ønsker at ”regere hen over midten”, hvilket er kodeord for, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Samtlige borgerlige partier ser det som deres mission at optimere den socialdemokratiske velfærdsstat – ikke afskaffe den og indføre en ægte liberalistisk samfundsmodel. Så sent som i januar 2024 har Venstres Troels Lund Poulsen (V) skåret det ud i pap: ”Venstre har ikke noget ønske om at udfordre den socialdemokratiske model. Tværtimod. V står for velfærd”. Og i valgkampen i marts 2026 foreslog Troels Lund Poulsen markante investeringer i den offentlige sektor, der skulle overstige det såkaldte demografiske træk. Det offentlige forbrug skulle altså øges.
De borgerlige afviser en borgerlig samfundsmodel
De borgerlige er kulturelt og holdningsmæssigt præget af socialdemokratismen og vil derfor det samme med samfundet som Socialdemokratiet. Blandt partierne i Folketinget er der derfor bred konsensus om store politiske emner såsom økonomi, skat, inflation, klima, pensioner, uddannelse, sygehuse, forsvaret mv. De danske borgerlige kunne ikke drømme om at erstatte den socialistiske trygheds- og velfærdsstat med Anders Foghs minimalstat, og slet ikke med en ekstremt liberalistisk samfundsmodel som f.eks. den amerikanske. Tværtimod. 72 pct. af de borgerlige vælgere mener, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. De har købt ind på det socialdemokratiske dogme om, at offentlige løsninger er solidariske, mens private løsninger er motiveret af grådighed og profitmaksimering.
Blandt de borgerlige er der også fuld opbakning til skattetrykket, som er verdens højeste. Siden 1968 har borgerlige regeringer, som ellers påstår at gå ind for skattelettelser, i gennemsnit øget skatter og offentlige udgifter mere end de socialdemokratiske. Blandt Venstres vælgere svarer 60 pct., at skatteniveauet er passende. De borgerlige politikere tør heller ikke tale imod topskatten. Den er nemlig blevet et symbol på næstekærlighed, en gave fra rig til fattig. Og hvis man vil andre mennesker det godt, så vil man høj skat og omfordeling.
Borgerlig debat er både sten- og hjernedød
Idédebatten i den blå blok er ikke alene stendød – den er også hjernedød, hvilket de borgerlige profiler, som i 2025 blev indstillet til Berlingskes Fonsmark-prisen, er en glimrende illustration af. Fonsmark-prisen tildeles som bekendt ”markante stemmer og tænkere”, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat. Blandt de otte indstillede i 2025 var Venstre-politikerne Morten Dahlin, Linea Søgaard-Lidell, Christoffer Lilleholt, Marie Bjerre og Mads Duedahl. De fem ”markante tænkere” havde udgivet en bog med overskriften ”Må jeg være fri”, der var et forsøg på at formulere en ny retning for det borgerligt-liberale Danmark. Og hvad er det for en retning? Jo, SU skal være lånebaseret på kandidatuddannelserne, flere skal selv spare op til ældreplejen, og børnechecken skal afskaffes for dem, der godt kan klare sig uden.
Venstres storslåede vision for det borgerligt-liberale Danmark er med andre ord et justeret SU, mere egenbetaling på plejehjemmene og afskaffelse af børnechecken. Reelt er det ikke andet end et forsøg på gennem enkelte justeringer af de små skruer i landets socialistiske system at sikre en mere rentabel drift af den socialdemokratiske velfærdsstat. Da de fem ”tænkere” har fået socialdemokratismen ind med modermælken, er det kun logisk, at de ikke har lyst at pille ved det danske samfunds grundlæggende velfærdssocialistiske indretning. I et interview med Berlingske sagde Mads Duedahl: ”Vores mission er ikke at afskaffe velfærdsstaten. Det er derimod at forbedre den”. En klokkeklar tilståelsessag.
Borgerlighed uden borgerlige visioner
Det borgerlige Danmark mangler borgerlige visioner, borgerlig politik, borgerlig retning og klare borgerlige sigtepunkter, som vælgerne kan spejle sig i. Borgerligheden er for længst gået tabt i den socialdemokratiske velfærdsstat, fordi de nye generationer af borgerlige politikere har et samfunds- og verdenssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark. De aner ikke, hvordan et borgerligt velfærdssamfund ser ud eller skal se ud. De har ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende borgerlig vision for Danmark. Og de har ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten. Der er derfor ingen i Danmark, der ved, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer, hvordan de kan forandre danskernes livsbetingelser til det bedre, og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Selv hvis miraklet skulle indtræffe, og der bliver et blåt flertal, så er det store spørgsmål, hvad magten så skulle bruges til.
For de borgerlige – eller rettere sagt de blå socialdemokrater – handler borgerligheden udelukkende om at tage magten fra de røde socialdemokrater. De borgerlige partier konkurrerer derfor om midtervælgerne og trækker hinanden længere og længere over mod socialdemokratismen. Og de er altid parate til at sidde i rundkreds ”hen over midten” sammen med de røde. Det er ikke fordi de borgerlige har noget at tilbyde – de vil bare være med på de røde socialdemokraters socialistiske dagsorden og totalitære dyrkelse af ”fællesskabet”. I stedet for at skabe en ægte borgerlig dagsorden konkurrerer de borgerlige partier indbyrdes og med de røde partier på en rød dagsorden.
De borgerliges eneste projekt er ministerbiler
Mens socialdemokratismens projekt er som nævnt før trygheds- og velfærdsstaten, er det såkaldte ”borgerlige projekt”, som de borgerlige taler om, et tomt projekt, der ikke siger noget om, hvilket samfund de borgerlige ønsker sig. Følger man den borgerlige debat, er det påfaldende, at mens de borgerlige ”tænkere” og ”intellektuelle” slynger om sig med titler på de mange kloge bøger, de har læst, har ingen af dem konkrete og velgennemtænkte bud på, hvordan et borgerligt Danmark i givet fald skulle se ud. Årsagen hertil er indlysende: De borgerlige partier har gennem mange år forsømt idéudviklingen og har ingen borgerlige svar på Danmarks udfordringer. Når de borgerlige har regeringsmagten, er det derfor en socialdemokratisk politik, de fører. De stikker fingeren i meningsmålingsjorden og indretter politikken efter den vej, vinden blæser. Magten og ministerbiler kan jo i Danmark kun vindes, hvis man indretter sin politik efter det store flertal, der enten arbejder i det offentlige eller lopper sig på overførselsindkomst. Det er derfor kun logisk, at de blå partier har droppet borgerlige mærkesager og markedsfører sig på socialdemokratismens kæpheste: velfærd, tryghed og omfordeling.
”De blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej. Og snart er det op til danskerne at vælge vejen”, skrev Alex Vanopslagh i Berlingske inden valget i 2022. Men virkeligheden er, at de danske folketingsvalg ikke handler om, hvorvidt Danmark enten skal vælge en socialdemokratisk eller borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den vildtvoksende socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde socialdemokrater eller de blå socialdemokrater. Og uanset hvem der overtager Statsministeriet efter folketingsvalget i 2026, er der kun én vej for Danmark, nemlig den velfærdssocialistiske. Og det betyder, at det danske samfund bliver endnu mere socialistisk, endnu mere reguleret, endnu mere beskattet, endnu mere kollektiviseret og endnu mere umyndiggjort.
1
0