André Rossmann, den 19. august 2026, 24NYT
Kravet om at indføre afstemning med kvalificeret flertal (QMV) bliver stadig mere højlydt i Bruxelles. I 2026 fremlagde den tyske udenrigsminister Johann Wadephul en sekspunktsplan for afskaffelse af enstemmighedskravet på det udenrigspolitiske område, men virkeligheden viser, at enstemmighed på dette område har lange udsigter, mener den østrigske journalist, Michael Thoma.
Problemet er, at der findes en strukturel kløft mellem retorikken om at opgive vetoretten og EU-landenes villighed til at bruge den, når deres egne interesser står på spil.
Når det drejer sig om såkaldt ”lav politik” (low politics), der omfatter områder såsom handelsordninger, told, konkurrence, tekniske standarder, markedsregulering, landbrug og udvalgte områder i social- og økonomipolitikken, er gensidige indrømmelser og kompromiser mellem EU-landene mulige, fordi landene kan delegere deres beføjelser uden at give afkald på deres politiske uafhængighed.
Man har gået ud fra, at økonomisk integration i EU gradvist ville udvikle sig til politisk integration. Det har imidlertid vist sig, at det kun kan ske, så længe integrationen ikke griber ind i den såkaldte ”høj politik” (high politics), dvs. områder såsom udenrigspolitik, forsvar, sikkerhed, spørgsmålet om magtanvendelse, forholdet til stormagterne og landenes plads i det internationale system. Her er det spørgsmål som politisk overlevelse, status og landenes uafhængighed, der er på spil.
Et eksempel: I februar 2026 blokerede Ungarn og Slovakiet den 20. sanktionspakke mod Rusland grundet et stop i olieforsyningerne via Druzhba-rørledningen. For flertallet var sanktionerne et pressionsmiddel, men for Budapest og Bratislava berørte sanktionerne områder som energiforsyning, industri og den indenrigspolitiske stabilitet.
Overgangen fra et fælles marked til en fælles udenrigspolitik kan derfor ikke ske som en naturlig fortsættelse af integrationen. Indbyrdes afhængighed på det økonomiske område udvisker ikke forskellene i landenes udenrigspolitiske interesser. At overdrage andre EU-lande eller Bruxelles retten til at bestemme, hvem der er allierede, hvad der udgør trusler, om det er tilladt at anvende magt osv., rører ved selve grundlaget for suverænitet.
Det var umuligt at afskaffe enstemmighedskravet i forhold til ”høj politik” i de tidlige faser af integrationen i EU, og det er også umuligt den dag i dag. EU-landene er villige til at overlade tekniske og administrative anliggender til flertalsafgørelser, men ikke retten til at bestemme, hvem er deres allierede, hvilken retning deres udenrigspolitik skal tage, eller hvor stor en risiko de skal være villige til at påtage sig.
Bundlinjen er, at en afskaffelse af vetoretten i EU ikke kan ske, fordi medlemslandene mangler en fælles strategisk interesse. Hvis EU indfører afstemning med kvalificeret flertal, vil det blot give flertallet mulighed for at påtvinge enkelte lande beslutninger, som disse lande måske ville betragte som en trussel mod deres egen sikkerhed, interesser og uafhængighed.
1
0