Zelensky må træde tilbage! – General Michael Flynn advarer imod atomkrig

Glenn Diesen, den 28. oktober 2026, 24NYT

Debatindlæg af Glenn Diesen.

Michael Flynn er pensioneret generalløjtnant fra den amerikanske hær. Han gjorde tjeneste som chef for Defense Intelligence Agency fra 2012 til 2014 og som National Security Advisor i 2017. Han hævder, at forudsætningen for at afslutte krigen i Ukraine, er, at Zelensky træder tilbage, at der omgående afholdes valg og at der mellem USA og Rusland indgås en strategisk aftale, som løser problemerne omkring NATO-udvidelsen og sikkerhedsinteresserne for begge lande. Nedenfor gengiver Glenn Diesen sin sammenfatning af interviewet med general Flynn.

Det er essentielt for en fredsaftale, at Zelensky træder tilbage

Ukraines ledelse må genforsones med det ukrainske folks vilje. Og USA og Den Europæiske Union må presse Zelensky til straks at afholde valg. Zelensky er ikke den leder, der er i stand til at føre Ukraine ind i fremtiden, og en fortsættelse med ham som leder risikerer at forlænge den krig, som allerede har kostet hundredtusindvis af liv, hvis ikke millioner.

Ukraine har en rig kultur, en stærk historie og naturressourcer i stor mængde, men krigen er ved at ødelægge befolkningen og udtømme landet for dets nationale ressourcer. Mange unge ukrainske mænd er blevet dræbt eller har været tvunget til at forlade landet, hvilket har skabt et alvorligt demografisk problem.

En ny leder ville kunne indlede en ny og anderledes samtale med Rusland, og gennem en midlertidig våbenstilstand bevæge sig hen imod en varig fred. Ukraines befolkning bør afgøre sin egen fremtid gennem lovlige valg snarere end at forblive under et lederskab, som er afhængig af udenlandsk styring. Det ukrainske samfunds udmattelse nødvendiggør i stigende grad en ny leder, der er mere rationel, har mere omtanke og bedre strategiske evner.

NATO-udvidelsen og diplomatiets sammenbrud

Krigen kan ikke forstås udelukkende på grundlag af begivenhederne siden februar 2022. Dens udspring rækker helt tilbage til 2014, da kampene begyndte i det østlige Ukraine, og da Rusland intervenerede på Krim og i Donbas. De historiske omstændigheder, behandlingen af Ukraines russisktalende befolkning og de efterfølgende folkeafstemninger i de østlige områder er essentielle for at forstå konflikten.

Vestlige regeringer har gentagne gange ignoreret de aftaler og forpligtelser, der vedrører NATO-udvidelserne. Alliancen har ekspanderet ganske væsentligt på trods af tidligere forsikringer om, at der ikke ville ske yderligere udvidelser. Diplomati indebærer, at man siger sandheden, og lever op til aftalte forpligtelser, samtidig med at man anerkender, at de strategiske vilkår forandrer sig og derfor kræver vedvarende forhandlinger.

Ruslands handlinger må forstås inden for rammen af denne bredere historiske og sikkerhedsmæssige kontekst. Den antagelse, at Moskva har til hensigt at invadere Vesteuropa er strategisk set en misforståelse. Rusland er ikke længere i besiddelse af de konventionelle militære kapaciteter, som det engang havde, til at kunne trænge frem over det europæiske kontinent, selv om det stadig besidder et stort arsenal af atomvåben.

At behandle Rusland som en fjende, der skal ødelægges, er derfor farligt i helt exceptionel grad. En konfrontation med en større atommagt kunne føre til en katastrofe, der langt overgår en konventionel verdenskrig.

Samarbejde er i Amerikas nationale interesse

En ”America First”-politik betyder ikke amerikansk isolation. Det betyder beskyttelse af den nationale suverænitet, af forfatningen og den amerikanske levemåde, samtidig med at vi stræber efter at opbygge relationer, der tjener landets interesser.

Krigen har skubbet Rusland ind i et tættere samarbejde med Kina og Nordkorea, og har derved skabt strategiske konsekvenser, der modarbejder amerikanske interesser. Frem for at drive Rusland længere over imod Beijing burde Washington genopbygge relationer med Rusland og udnytte muligheder for økonomisk samarbejde.

Rusland er i besiddelse af meget betydelige energi-ressourcer, sjældne jordarter og andre økonomiske kapaciteter, som de vestlige økonomier kunne få gavn af. I stedet for at vi fortsætter en omkostningskrævende konfrontation ville samarbejde med Rusland og de centralasiatiske lande kunne skaffe gensidige økonomiske gevinster. Historiske eksempler på samarbejde viser også værdien af sådanne relationer. Tidligere assisterede Rusland de amerikanske operationer i Afghanistan gennem Northern Distribution Network ved at yde hjælp til deployeringen af personel og forsyninger. Sådanne erfaringer viser, hvorfor relationer mellem stormagter ikke udelukkende bør defineres ud fra aktuelle uenigheder.

En bredere overenskomst for at forebygge atomkrig

En øjeblikkelig våbenstilstand, ukrainske valg og Zelensky’s fratræden bør følges op af en langsigtet fredsaftale. NATO, især USA, må forpligte sig på at standse presset langs alle Ruslands grænser. Ukraine kan forblive en selvstændig stat uden at skulle have status af et nøgleområde for en ekspanderende konfrontation mellem Rusland og Vesten.

Forhandlinger må dreje sig om mere end territoriale ordninger eller genopbygningen af Ukraine.

De må tage hensyn til historien, kulturen, sproget, geografiske grænser, økonomiske forhold og til de strategiske interesser, der har formet hele regionen gennem generationer.

Det nuværende forløb med kontinuerlige angreb og gengældelse truer med at fremtvinge den første brug af atomvåben i årtier. Når først et atomvåben er blevet anvendt, vil man ikke kunne eliminere faren for eskalation ved at betegne denne brug som blot taktisk.

Europæiske ledere bliver også nødt til at erkende den indflydelse fra deres militært-industrielle kompleks, som drager nytte af at bevare Rusland som en bestandig fjende. Disse interesser kan bidrage til at skabe en permanent krig, som diplomati kunne have fundet en udvej for på en anden måde.

Den nødvendige respons på denne udfordring er lukkede forhandlinger mellem strategiske tænkere og ledere, der er rede til at nå frem til bindende og varige aftaler. Uden et sådant lederskab risikerer konflikten at glide over i en fase, der er langt mere farlig for USA og for verden.

Artiklen er oversat til dansk af Jens Kristian Bech Pedersen og publiceres på dansk med forfatterens tilladelse.

Kilde til artikel: https://greatereurasia.substack.com/p/zelensky-must-go-general-michael

Video-interview: https://www.youtube.com/watch?v=zmNc_xiCnLo

Glenn Diesen-substack: https://substack.com/@glenndiesen

1
0