Stephen Helgesen, den 19. september 2025
“Det er vigtigt, at vi bevarer og beskytter vores miljø.” Med disse ord har Danmarks politiske partier opbygget deres klimapolitik, og jeg tror ikke, der findes ret mange mennesker, som er uenige i dette som et generelt udgangspunkt. Men hvis man spørger forskellige befolkningsgrupper, hvor langt man skal gå for at beskytte miljøet, er djævlen – som sædvanligt – i detaljerne.
Det gælder for alle lande, både i Europa og i resten af verden. Klimapolitik er påvirket af mange samfundsdele: politiske partier med bestemte ideologier og holdninger, særinteresseorganisationer, erhvervslivet, landmænd, fødevareproducenter, finansverdenen og aktionærer – og ganske almindelige borgere, som ikke er tilknyttet nogen af grupperne. Men alle har én vigtig ting til fælles: penge. Penge er med til at sætte grænserne for udformningen og udførelsen af enhver stats klimapolitik. Nogle mere miljøbevidste (nogen vil måske sige miljøfrelste) lande, som Danmark for eksempel, er villige til at bruge masser af skatteydernes penge til at støtte bestemte industrier og bestemte teknologier. Blandt disse er vindmølleteknologi – på trods af at mange danskere mener, at møllerne er med til at ødelægge det skønne danske landskab, for ikke at tale om en negativ påvirkning af huspriserne. Den samme holdning har mange borgere til solcelleanlæggene, som mange kalder “jernmarker”.
Det er et faktum, at Danmark anses af mange mennesker for at være et forgangsland mht. klimabeskyttelse, men der er også nogle, der mener, at Danmark måske er gået alt for langt og alt for hurtigt og har investeret for mange af skatteydernes penge i to bestemte energikilder – og har fejlvurderet eksportmulighederne for disse teknologier. For eksempel har USA og Trump-administrationen sagt nej tak til vindmøllekøb og har valgt en mere omfattende og inklusiv energistrategi for at bevare landets store energiindustrier og styrke forskning i alternative energikilder som kernekraft, biomasse osv. Trump-administrationen har også trykket på pauseknappen for udbredelsen af elbiler af mange praktiske grunde. Den ene er USA’s gamle energiinfrastruktur (dets “grid”/elnet), som trænger til store forbedringer (nogle eksperter mener, at forbedringerne vil koste over 1,5 billioner USD, før landet kan absorbere en stor mængde elbiler).
Klimadebatten er blevet en gordisk knude, fordi der ikke er videnskabsfolk, der kategorisk kan bevise, at en klimakrise er lige på trapperne.
Men der er én ting, de fleste af os er enige om, nemlig at verdens klima er påvirket af mennesker. På den baggrund har Europa og mange andre lande besluttet at være med i forskellige traktater, som Paris-aftalen, i håbet om at reducere vores samlede negative klimaaftryk. Problemet ved netop Paris-aftalen er, at Kina og Indien har fået undtagelser og har fået lov til at forurene mere end andre nationer. Der er et andet stort problem: Miljøet har ingen faste fysiske grænser. Mens Danmark kan bruge massevis af penge, konstruere de bedste vindmøller og solcelleanlæg og skrue ned for energiforbruget, kan andre lande svine miljøet til med høj hastighed. Vinden blæser både mod og hen over Danmark. Vandet omkring os kan ikke indhegnes, så vi er afhængige af andres foranstaltninger og løfter om at være forsigtige med deres udslip og forbrug af ressourcer.
“Det perfekte må aldrig blive det godes fjende”.
Hvis vi kigger på USA, så har det også noget til fælles med Danmark. USA har utrolig mange klimaer at kæmpe med på grund af sin størrelse, mens Danmark har mange andre landes klimaer at kæmpe med pga. manglende fysiske barrierer. Heldigvis har USA også mange forskellige energikilder, der kan udvikles og bruges, og Trump-administrationen har sagt, at de skal tages i brug for at beskytte den amerikanske økonomi, USA’s største industrier og gøre landet energiuafhængigt.
Da jeg var chef for delstaten New Mexicos Videnskabs- og Teknologiagentur under guvernør (og fhv amerikansk energiminister) Bill Richardson, var jeg i konstant kontakt med folk fra både fossilenergi-industrien såvel som fra alternativ energi-industrierne. Delstatens energipolitik var påvirket af begge dele, og guvernøren vidste, at han skulle finde en balance mellem de to. Solenergiforskning hos et nationalt laboratorium, Sandia National Labs, var i fuld sving, og delstatsregeringen gjorde meget for at give incitamenter til, at borgerne installerede solcelleanlæg på deres tage. Det lykkedes New Mexico at fremme samarbejdet mellem de to meget forskellige grupper og overbevise dem – og borgerne – om, at gode energiinitiativer ikke var et nulsumsspil for miljøet, og at man kunne arbejde parallelt for bæredygtige løsninger, mens man brugte olie og gas fra selskaber, som betalte skat til staten; skatter, der blev brugt til at forske i alternative energiteknologier. Alle vandt. Når det er sagt, mener jeg ikke, at vi skal adoptere 100 % af USA’s energimodel her i Danmark.
Nej. Min pointe er enkel: Nogle gange må vi være lidt mindre idealistiske og mere realistiske, når vi træffer store beslutninger. Vi står over for mange store udfordringer, som vil kræve store investeringer i forsvaret og sundhedsplejen for at nævne bare to områder. Vi bør ikke pålægge skatteyderne en ekstra finansiel byrde for at opnå en minimal klimaforbedring baseret på produkter, der ikke er eksportvenlige (eller ønsket af de fleste danskere) – især mens andre lande bruger deres ressourcer på at udkonkurrere Danmark. Vi kan gøre klimaet renere, mens vi passer på det andet “klima”, der findes i vores pengepung.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
1