Stephen Helgesen, den 4. september 2025
For folk som mig, der følger politik, er det helt indlysende, hvorfor Demokraterne tabte det seneste præsidentvalg. Men årsagerne synes at være undsluppet partiet, der engang blev ledet af giganter som Roosevelt, Kennedy, Obama og Biden. Den simple forklaring på, hvorfor Demokraterne befinder sig i et endeløst loop af mismod og forvirring, er, at de kom til at opleve den ultimative uhellige sammensmeltning af to politisk dødelige ingredienser: en elendig kandidat og elendige idéer.
Ingen, jeg har talt med, kunne oprigtigt lide Kamala Harris, men Demokraterne bed tænderne sammen og forsøgte at lave limonade af en citron surere end nogen anden – og med en personlighed, der ikke ligefrem vandt hjerter. De spillede racekortet (den første sorte kvinde, selv om hun ligesom Barack Obama kun er halvt sort). De spillede kvindekortet (mange mænd så hende som en ekskone, der havde flået dem efter en bitter skilsmisse). De spillede erfaringskortet (hun var den hårde anklager), men virkeligheden sagde noget andet – hun havde aldrig ledet noget stort. De forsøgte patriotkortet, men Republikanerne havde patent på det. De forsøgte børnekortet, men Kamala fremstod nedladende og belærende. De forsøgte at sælge arvefølgekortet (at det var absolut nødvendigt at videreføre Joe Bidens politikker), og de trak kortet for alternative livsstile (læs: homoseksuel/lesbisk/transkønnet/kønsneutral/usikker kønsidentitet). Det blev for meget for traditionelle amerikanere.
Ærligt talt kunne Demokraterne næppe have valgt en værre kandidat… med undtagelse af Joe Biden selv. De stod sammen om hende, ikke fordi hun var inspirerende, men fordi hun blev betragtet som den mest “naturlige” tronfølger. Hertil kom Kamalas valg af vicepræsident: Minnesotas guvernør og tidligere high school-fodboldtræner Tim Walz, der intet tilførte Harris’ kampagne. Med sine aparte udtalelser som “Jeg er en knoldesparker” og sin fremtoning som en mand, der havde brugt for mange timer på at tackle en træningsdukke, var han et klart minus for stemmetallet.
Demokraterne begik en række taktiske fejl – den største var, at de ventede til sidste øjeblik med at overdrage stafetten til “Auntie (tante) Kamala” (et kælenavn Harris’ niece Meena brugte på Det Demokratiske Nationalkonvent, hvor hun kaldte hende en “rollemodel, som lærte mig, at jeg kunne gøre eller være alt, hvad jeg ville”). Det kan være sandt nok. Kamala lærte sin niece, hvordan man ikke driver en valgkamp – og hvordan man begejstres over gule skolebusser og Venn-diagrammer.
I filmen “The American President” fra 1995 sagde Michael J. Fox noget tankevækkende om vælgere. Hans ord forklarer til dels, hvorfor Donald Trump blev genvalgt i 2024:
“Folk vil have lederskab. I mangel på ægte lederskab vil de lytte til hvem som helst, der tager mikrofonen. De vil have lederskab. De er så tørstige efter det, at de vil kravle gennem ørkenen mod et fatamorgana, og når de opdager, at der ikke er vand, drikker de sandet.”
For Demokraterne tørrede idébrønden ud efter fire år med Joe Biden, og det, der var tilbage, var giftig for uafhængige og værdibaserede, traditionelle vælgere. Det gjaldt også en stor andel af sorte amerikanere, latinamerikanere og unge mænd, der identificerede sig med “vindere” og alfahanner som Donald Trump og sluttede sig til hans “Make America Great Again”-bevægelse.
Uduelige idéer og en blå elite
Hvilke idéer gjorde mest skade? Mange af dem havde kulturelt afsæt. Nogle blev til politik: en besættelse af flydende kønsidentiteter, alternative livsstile, en altoverskyggende “woke”-dagsorden med DEI, CRT og støtte til fri abort og senabort. Oven i det kom beslutningen om at omstøde Title IX og give mænd adgang til kvindesport. Men den, der for alvor fældede Demokraterne, var deres åbne grænsepolitik. Almindelige amerikanere havde fået nok. De havde endelig indset det, der havde undsluppet dem i årevis: at Demokraterne mente noget, der strider mod amerikanske kerneværdier – nemlig at mindretallet skulle herske over flertallet, så længe mindretallet var Demokrater bosat i det, man kunne kalde “den blå skruestik” (kyststaterne i øst og vest).
Denne virkelighed – kombineret med Donald Trumps løfte om at omforme USA til én nation under Gud, hvor flertallet bestemmer – blev katalysatoren, der sendte nogle vælgere væk fra Demokraterne og lige i armene på Republikanerne. Trump ved, at hans tid i Det Hvide Hus er begrænset, og at han, hvis han skal omgøre mange af de skadelige politikker fra Biden- og Obama-årene, ikke kan gøre det gennem små, gradvise skridt. Derfor trykker han speederen i bund og bruger præsidentielle dekreter til at gennemføre sine kortsigtede mål.
Han ved, at domstolene ofte vil blive næste stop, og han er klar til at tage nederlagene med, hvis de kommer. Som en dygtig erhvervsleder ser han det som sin opgave at skabe værdi for virksomhedens – i dette tilfælde landets – aktionærer/borgere, selv hvis det gør halvdelen af befolkningen rasende. Trump stoler på, at når først hans beslutninger slår igennem, og økonomien bedres, vil meningsmålingerne rette sig, og Republikanernes chancer ved midtvejsvalget vil være bedre.
Trump ved, at det amerikanske skib er et kæmpe fartøj, og at ikke alle i besætningen er på hans side. Alligevel er han urokkelig i sin overbevisning om, at han har ret. Han følger ikke altid sine rådgiveres råd, og ikke alle hans beslutninger giver de ønskede resultater, men han ikke suremulle i selvbebrejdelse. Han lærer af fejlene og forsøger ikke at gentage dem. Hvis Trump ikke er noget, så er det en svækling. Indtil nu har han kunnet modstå presset fra Demokrater og progressive, fordi hans faste vælgere støtte ham.
Så længe han kan fastholde deres tillid og tiltrække uafhængige vælgere, vil det ikke ryste ham, at venstrefløjen intensiverer angrebene. Han har overlevet to forsøg fra Demokraterne på at fjerne ham fra embedet, et hav af retssager og forsøg som “Ruslands-hoaxen” på at vælte ham. Ingen, jeg kender, benægter, at han er en narcissistisk mand drevet af idealer og magtlyst, men han er også en patriot, der elsker sit land. Mange amerikanske mænd holder især af ham, fordi han dybest set ligner dem selv – drevet af jagten, så længe den fører til den rigtige sejr. Og her er det springende punkt, det uvisse svar – i hvert fald ni måneder inde i hans præsidentperiode. Vi må bare håbe, at han jagter det rette mål for USA og omverdenen, før Demokraterne omgrupperer.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande gennem 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han har skrevet 14 bøger – syv om amerikansk politik – og over 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundsforhold. Han bor i dag i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Kontakt: stephenhelgesen@gmail.com
2
0