Stephen Helgesen, den 20. september 2025
Vi vidste, at dette ville ske. Alle tegnene var der. Amerikanerne var trætte af at blive “cancelled,” og at blive kaldt hvide supremacister og presset ind i et tvangsbaseret system af omvendt racisme gennem DEI og CRT. Efter otte år med en Obama-administration, der grundlæggende forsøgte at omdanne Amerika til en utopisk idé om, hvordan et land og et folk burde se ud, skete det igen under Joe Biden, og det førte – som forudsigeligt – til Donald Trumps genvalg.
Konservative amerikanere havde fået nok af en regering, der forsøgte at tvinge landet til at acceptere en ekstrem ideologi baseret på at vende op og ned på Amerikas traditionelle værdier, så de genvalgte en “håndhæver” til at være deres præsident. De vidste fra hans første embedsperiode, hvad de kunne forvente, og de var villige til at indgå nogle kompromiser for at få et længe ventet pusterum fra venstrefløjens angreb på deres livsform. De vidste, at venstrefløjen ville gøre alt for at dæmonisere Trump – og dermed også dem. De vidste også, at intet kunne stoppe venstrefløjen i at forsøge at ødelægge Trump, allerede inden han kunne tiltræde. Og de fik ret. Selvom attentatforsøget på Trump i juli 2024 slog fejl, var skæbnen beseglet.
Venstrefløjen var ikke villig til stille og roligt at acceptere, at de havde tabt kampen om traditionelle amerikaneres hjerter og sind. I stedet valgte de en anden vej – voldens. Trumps fjender protesterede på gaderne. De overfusede deres modstandere i stedet for at diskutere de problemer, landet stod over for. Kort sagt valgte de den mest konfliktfyldte vej og ignorerede “deres bedre jeg.” Vold var den eneste ret på menuen, og det blev serveret med hævngerrighed af medierne, af Hollywood-celebriteter, af podcastere og af almindelige mennesker med en ideologisk besættelse – eller blot af dem, der hadede Donald Trump.
Deres forfatningsmæssige våben var det første forfatningstillæg, og de proklamerede højlydt, at det var deres ret at “cancel”, at “doxxe”, at intimidere og true enhver, der var uenig med dem … lige fra familie og venner til højesteretsdommere. Demokratiske kongresmedlemmer og senatorer fordømte Trump og hans administration, mens de samtidig opmuntrede til, hvad der i virkeligheden var tilslørede trusler om civil ulydighed eller vold. Donald Trump havde løbet spidsrod gennem retssystemet, så han vidste præcis, hvad der ventede ham i en anden periode, og han vidste også, at venstrefløjen aldrig spiller fair i deres jagt på magt. Hans løsning var at indtage en “Dirty Harry”-holdning og tage deres trusler om at ødelægge ham alvorligt, mens han svor at stå fast i sit forsøg på at skubbe tilbage mod den bølge af anarki, der hurtigt voksede i styrke.
Desværre, som det ofte var tilfældet med Donald Trump, sagde han præcist, hvad der faldt ham ind. Intet blev overladt til spekulation. Hvad man så og hørte, var, hvad man fik. Venstrefløjen var rasende, og medierne savlede. Trump var guld for seertallene og perfekt materiale til amerikanske late-night-shows. Det var lige indtil den konservative aktivist Charlie Kirk blev skudt ned med koldt blod, mens han udøvede sine rettigheder under det første forfatningstillæg ved at tale på et universitet i Utah. Charlie Kirk døde på vej til hospitalet, og ytringsfriheden led et dødeligt stød, alt imens de politiske gribbe kredsede over hans lig, talte hånligt om ham og fik fremstammet et par hule sympatierklæringer.
Charlies krop var knap nok blevet kold, da late-night-komikeren Jimmy Kimmel valgte at angribe Charlies tilhængere i MAGA-bevægelsen og fulgte det op med et klip af præsidenten, der tilsyneladende undveg et følelsesladet spørgsmål. Kimmel lod klippet tale for sig selv, men underforståelsen var klar: at præsidenten i virkeligheden ikke bekymrede sig om Kirk.
Kimmels ord kan tolkes på mange måder, men vi bør alle være enige om – uanset om vi kan lide Charlie Kirk eller ej, eller om vi var enige med hans holdninger eller ej – at mens ytringsfriheden tilsyneladende vandt den runde, tabte den gode smag kampen.
Vi ved alle, at ytringsfrihed ikke er fri for konsekvenser, og Kimmel blev midlertidigt suspenderet af sit netværk for sine bemærkninger. Over 60 lokale tv-stationer modtog adskillige klager og meddelte ABC, at de trak programmet fra deres sendeflade. Det, der komplicerer situationen yderligere, er, at formanden for Federal Communications Commission (den føderale instans, som godkender og uddeler fjernsynslicenser til firmaer) antydede, at de muligvis kunne gribe ind på baggrund af denne hændelse. Forståeligt nok har dette udløst en storm om det første forfatningstillæg og Trump-administrationens “autoritære” brug af regeringsmagten til at forfølge og/eller straffe dem, der er uenige med administrationen.
Amerika har brug for at tage ytringsfrihedsdebatten åbent og ærligt op, men indtil det sker, vil vi fortsat være vidne til venstrefløjens forudsigelige politiske spil. Forleden dag protesterede kongreskvinde, Alexandria Ocasio-Cortez, på gulvet i Repræsentanternes Hus mod en resolution, der skulle ære Charlie Kirk. Hendes bemærkninger var stødende. Hun sagde: “Hans retorik og hans holdninger var uvidende og uoplyste og søgte at frarøve millioner af amerikanere deres rettigheder – langt fra at ‘arbejde utrætteligt for at fremme enhed’, som flertallet hævdede i denne resolution.”
Det er ingen tilfældighed, at retten til ytringsfrihed er garanteret i det allerførste af alle USA- forfatningens tillæg. Givet den nuværende atmosfære af politisk og ideologisk splittelse – for ikke at nævne voldens spøgelse i USA – vil det blive ekstremt vanskeligt for konservative amerikanere at tale åbent fremover. Når det er sagt, bør vi aldrig blive sat i den situation, at vi frivilligt underkaster os selvcensur, uanset om vores holdninger deles af flertallet eller mindretallet. Det eneste, der er mere snigende og farligt end åbenlys censur af ytringsfrihed, er selvcensur. Det er en blindgyde for demokratiet.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over en periode på 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, syv af dem om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
3
0