André Rossmann, den 13. maj 2026, 24NYT
Man kan tjene gode penge, når man har forladt et internationalt topjob. Det har bl.a. Danmarks tidligere statsminister og NATO’s tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen gjort. Hans konsulentvirksomhed ”Rasmussen Global” fungerer som rådgiver for eksotiske lande, der betaler høje honorarer for at kunne gnubbe albuer med den store danske demokrat. Det gælder bl.a. Ukraine, Taiwan og Armenien.
Men nu har Anders Fogh opdaget en ny spændende mulighed for at score kassen. Ifølge Berlingske foreslår han nemlig en ny global alliance, der skal kunne holde de store rovdyr – USA, Kina og Rusland – i skak.
Alliancen kalder han D7 – Democracy 7 – og den skal bestå af Canada, Storbritannien, Australien, New Zealand, Sydkorea, Japan og så EU. Sammenlagt ville D7 stå for omkring 30 procent af den globale BNP, og det er ifølge Anders Foghs vurdering vægt nok til at modstå Trump, Xi Jinping og Putin.
Det er bemærkelsesværdigt, at Anders Fogh har inviteret de fire medlemmer af Five Eyes-efterretningssamarbejdet, nemlig Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand. Dermed håber han i sit storhedsvanvid, at han med dette vink med en vognstang over for bøllen i Det Hvide Hus kan drive en kile mellem USA og de øvrige medlemmer af Five Eyes.
Berlingskes udlandsredaktør, Kristian Kjærholm Pedersen, mener, at verdens frie lande mangler en leder, og at Canadas premierminister, Mark Carney, er det helt oplagte bud. Carney holder nemlig ”kloge taler, og så kommer han med et lille smil på læben”. Hans kompetenceprofil er altså lige i skabet.
Det forlyder, at Five Eyes-samarbejdets fire medlemmer – Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand – overvejer seriøst at slå hånden af Trump’s USA og slutte sig til Anders Fogh Rasmussens D7-alliance.
24NYT følger med spænding, om det lykkes for den store danske demokrat at disrupte Five Eyes-samarbejdet og tæmme verdens store rovdyr, herunder især rovdyret i Det Hvide Hus.
