Vi er ikke bange for russerne!

Jens Kristian Bech Pedersen, den 15. september 2026, 24NYT

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

”Vi er ikke bange for russerne,” sagde nogle tilhængere af det tyske parti AfD i anledning af partiets valgsejr i Sachsen-Anhalt for nylig. Dette er uden tvivl én af grundene til, at danske medier og eksperter er meget optagede af at mistænkeliggøre dette tyske politiske ”alternativ” til synet på Rusland og på Ukrainekrigen. For det ”at være bange for russerne” er den vedtagne mentalitetspolitik, der i vore dage uafladeligt styrer også danske politikeres udtalelser og mediernes reportager.

Men det bunder alt sammen i en Ruslandsfordom eller politisk hensigt, som har til formål at vedligeholde en meget fjendtlig, virkelighedsfjern og fredsundergravende holdning til Rusland i den danske befolkning. Til det formål sprøjter politikere og medier nærmest dagligt doser af mistro til russerne ind i den danske offentlige mentalitet for at vedligeholde vor immunitet over for alternative observationer og alternativ tænkning omkring Rusland.

Europas og Danmarks lejemorderkrig mod Rusland

Men hvem er det egentlig, der har magtimperialistiske hensigter og bevidst planlægger og styrer mod en større konfrontation i Europa? Hvem er det egentlig, der opretholder de ultimative og fjendtlige standpunkter, der forhindrer forhandlinger og en fredelig løsning? Når Vesteuropa, EU og NATO ivrigt finansierer krigen og producerer droner, missiler og bomber, der i stor mængde anvendes inde på russisk landområde, hvem er det så, der puster til ilden? Er det ikke netop EU, NATO og Danmark, der i sin Ruslandsforfølgelse har bevæget sig langt ud over den hemmelige og forsigtige hybridkrig? Og som fører en decideret og åbenlys lejemorderkrig, som resten af Europa betaler og forsyner Ukraine for at føre. En krig, som Rusland må have al mulig grund og international ret til at svare igen på, men ikke gør, undtagen ved småprikkende hybridaktioner, måske. Vi ser i Europa ikke – endnu ikke! – bydele, våbenfabrikker, stormagasiner, militære installationer, trafikknudepunkter, havneområder og energilagre, der sprænges i luften af russiske missiler og droner, som vi ser det med Ukraines europæisk producerede droner og missiler i Rusland. Dette er – indtil nu! – en ensidig Europa-krig mod Rusland. Nu igen mener store europæiske lande, at de skal blande sig i indre-russiske folk opgør, og rive de russiske folks verden i stykker – som europæerne har gjort det flere gange i de forgangne århundreder.

Europæisk drone- og missilkrig mod Rusland og russisk hybridkrig i Europa 

Hvorfor fokuserer vore politikere, medier og efterretningstjenester så ensidigt, ihærdigt og panisk på det, de omtaler som russisk hybridkrig i Europa? Det er jo for intet at regne i forhold til danskernes og europæernes støtte til angreb mod Rusland. Og så præsenteres disse punktvise nedslag af påstået russisk hybridkrig tilmed altid meget slørede og med meget uklare beskrivelser af kendsgerninger og disses forbindelser med Rusland. Hvor er de domstolsager, der kunne give os nogle faktuelle beviser og holdepunkter i stedet for hele denne tåge af politisk og medieskabt mistanke og efterretningsmæssige antydninger?

Sådan er det uafladeligt. Selv den såkaldte dronesag i Leipzig i Tyskland kan man ikke levere sikre beviser på. Kun tegn, mønstre, mistanker, formodninger og vurderinger – som det er med nærmest alle påståede russiske hybridaktioner i Europa. Ja, naiv skal man ikke være; men der er dog flere krigskonspiratorer, der kunne have en interesse i både praktisk og teoretisk at konstruere en sådan Leipzig-dronesag for at kaste mistanke på russerne. En ren politisk bekvem anklage mod russerne er bestemt helt utilstrækkeligt. ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt”. Eller: ”Man merkt die Absicht” – og tror ikke på noget af det, førend man får rimeligt klare beviser, som ikke er politisk fordomsfulde beskyldninger, men troværdig fremlæggelse af kendsgerninger, som er oplagte for alle.

Russerne var ofre for den almindelige mistanke og fordømmelse, umiddelbart efter at Nord Stream blev sprængt i luften. Men nu ved vi jo ret sikkert, at det ikke var russerne, der sprængte Nord Stream i luften, men derimod nogle ukrainere. Nu ved vi også ret sikkert, at hele droneaffæren omkring danske lufthavne var en rendyrket Christiansborg-panik, som man hensigtsmæssigt ville overføre til befolkningen.

”Sådan er Rusland!”

Der er visse personer, der hurtigt griber enhver anledning og villigt kolporterer den almindelige russerfordømmelse og krigspanik, fordi disse personer ikke vil afsløres i deres stædigt fastholdte fejlbedømmelse af hele forholdet til Rusland. De frygter deres eget nederlag. Mette Frederiksen: ”Ingen kan være overrasket over udmeldingen om, at det er russerne, der står bag (Leipzig-hændelsen). Det kunne være endt helt galt. For sådan er Rusland.” Sådan sagde Danmarks statsminister ifølge dr.dk-nyheder 1 SEP 2026 (se note 1).

”Sådan er Rusland!” Skulle det virkelig være den dybe, realistiske analyse, som M. Frederiksen kan præstere af situationen i Europa og forholdet til Rusland? Er det virkelig sådanne afstumpede og overfladiske aksiomer, Mette Frederiksen lægger til grund for en dansk udenrigspolitik, som kan føre ud i krigskatastrofer for den danske befolkning?

Når den danske regering lader virksomheder på dansk område producere hele eller dele af droner, missiler og granater med det udtrykkelige formål at lade Ukraine sende dem ind over Rusland til død og ødelæggelse for russerne, vil så ikke enhver med forståelse for krigens indre-moralske rimelighedsmekanismer kunne forudse, at russerne kunne finde på at sende dødelige droner eller missiler mod danske virksomheder eller faciliteter? Kan man fortænke russerne i, at de gentagne gange har advaret europæiske lande, at det får konsekvenser, hvis de fortsætter en sådan kurs.

”Sådan er Rusland!” Hvor har hun dog det fra? Hvor mange gange har hun talt længe og grundigt med russerne, med Putin, med Lavrov og andre i den russiske topledelse om grundproblemerne i europæisk sikkerhed? Har hun overhovedet sat sine ben i Moskva? Det ville M. Frederiksen nok heller Ikke turde. For Ungarns tidligere premierminister Viktor Orban gjorde det jo, men blev grundigt irettesat og fordømt af hele EU’s antirussiske klikevæsen. Også vor egen Morten Messerschmidt kom i august 2026 for skade at give en upolitisk, selskabelig og gæstfri rundvisning på Christiansborg for den montenegrinske partileder Vladislav Dajkovic. Dajkovic viste sig at være alt for ”alternativ”. Han var prorussisk, EU-kritisk og modstander af NATO. Det bragte Messerschmidt i den politiske skærsild og den journalistiske skriftestol, hvor han måtte bekende sine synder. Det er jo princippet for den sociale nedrakning, mobbekulturen og eksklusionen i det russofobiske politiske univers: ”Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er.” På det politiske niveau kommer der kun strategisk snæversyn, ensidighed, manglende viden og mere konfrontation ud af et sådant princip.

Derimod ved vi, at Mette Frederiksen hyppigt og hjerteligt har omgåedes Zelensky og ukrainerne. Vi forstår: Med en sådan ensidig politisk socialitet er det nemt og ukompliceret, og uden de dybere overbliksrefleksioner, at komme frem til aksiomet: ”Sådan er russerne!” 

Dansk helikopter beskudt med russisk nødblus

”Mandag aften (oa.: 14 SEP 2026) meldte Forsvaret ud, at én af Flyvevåbnets Fennec-helikoptere var blevet beskudt med såkaldte signalblus i forbindelse med en ’rutinemæssig fotodækning af en russisk fregat, som befandt sig i internationalt farvand ud for Gedser’” (se note 2). 

For to år siden, i 2024, udtalte M. Frederiksen til verdenspressen (Bloomberg): ”Mit forslag er, at vi afslutter diskussionen om røde linjer” (se note 3). Den udtalelse fremsatte statsministeren, da hun mente, at Ukraine bør have lov til at bruge donerede våben til langtrækkende angreb mod Rusland. På det tidspunkt havde Danmark allerede givet Ukraine lov til at bruge danske F16-kampfly til angreb i Rusland.

Forestil Dem altså: Mettes to naboer er i strid med hinanden. Mette er ven med sin nabo til venstre, og uvenner med sin nabo til højre. Derfor giver Mette sin venstre-nabo sine ækle og fyldte affaldsposer, og siger til ham: ”Dem må du gerne smide ind i højre-naboens have; eller bedre: ind i hans hus; for jeg har ingen røde linjer.” Gad vide, hvad Mette dermed udsætter sit eget hus og hele sine familie og måske hele sit danske parcelhuskvarter for.

Men måske har russerne accepteret M. Frederiksens opfordring og spilleregler: ”Der er ingen røde linjer.” Hvorefter de affyrer alarmblus, for at holde én af M. Frederiksens helikoptere på behørig afstand af det russiske krigsskib i internationalt farvand. Forsvarsminister Jeppe Bruus ser da også på hændelsen med stor alvor, skriver aviserne. ”Det er alvorligt. Det er et udtryk for, at grænserne er blevet flyttet i forhold til risikovilligheden fra russisk side,” siger ministeren (se note 4). Jamen, Bruus’s egen regeringschef har jo opfordret til, at ”vi afslutter diskussionen om røde linjer.” Så hvad er den politiske logik i at sætte ”grænser for russernes risikovillighed”, når M. Frederiksen har ophævet de røde linjer for Danmarks risikovillighed? Og vi kan da tilføje, at der slet ikke – langfra! – er så stor ”risikovillighed” i at fyre et rødt-spruttende alarmblus af mod en dansk helikopter, som der er i åbenlyst, bevidst og med ond og krigsoptrappende hensigt at opfordre ukrainerne til at bruge dansk donerede kraftvåben mod russiske mennesker og byer. Med alt dette vil vi blot pege på den dumhed, det er at tro, at det for Danmark er gratis og uden konsekvenser at føre den Ruslandspolitik, som M. Frederiksen har ført Danmark ud i.

Også M. Frederiksen finder alarmblus-episoden i Østersøen meget alvorlig. ”Men det er desværre ikke overraskende. For det er en del af det mønster, vi ser i hele Europa. Med et stadig mere aggressivt og selvhævdende Rusland, der har intensiveret hybridkrigen mod Europa. Og som tester og udfordrer NATO. Rusland ønsker at skræmme og så splid.” (se note 5). Det er dog ganske utroligt, at M. Frederiksen bliver ved med at udstøde disse ureflekterede automat-rablerier, der afslører, hvor overfladisk hun arbejder med forholdet til Rusland og årsagerne til Ukrainekrigen.

Lad os sige, at Mettes højre-nabo begynder at kaste Mettes ækle affaldsposer tilbage i Mettes egen have. Og at hun til dette råbte: ”Nå, så du er aggressiv og selvhævdende; og du har intensiveret affaldskrigen; og du tester og udfordrer mig og min venstre-nabo.” Kunne det andet end bestyrke resten af parcelhuskvarteret i, hvor skylden og stridens årsag ligger? Ved dette fremturende og stædige slagordsråberi bliver det jo åbenbart for alle, hvem der har startet balladen.

Og Kristelig Dagblads (KD) Søren Lippert mener noget lignende som M. Frederiksen. Lippert er sikkerhedspolitisk analytiker og er tidligere særlig rådgiver i Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet; så han er godt opdraget. Han siger i KD: ”Rusland afprøver endnu engang NATOs grænser. Ambitionen er skridt for skridt at rykke først den mentale grænse, og på sigt den fysiske grænse for Rusland og russisk magt” (se note 6). Men nu er det jo sådan med analyser, at udgangspunktet styrer resultatet. Når Lippert – og mange andre – siger, at ”Rusland afprøver NATOs grænser”, er denne påstand kun rigtigt ud fra det perspektiv, at vi står over for ”et stadig mere aggressivt og selvhævdende Rusland.” Vender man udgangspunktet 180 grader om og siger, at Rusland står i en defensiv kamp mod M. Frederiksen og resten af EU’s og NATO’s provokerende og aggressive anvendelse af vestlige våben på russisk jord med ukrainerne som villige mellemmænd, så bliver den modsatte påstand mere forståelig: ”At russerne ikke aggressivt afprøver NATO’s og Danmarks grænser; men at Rusland er ved at sætte sine egne grænser, og mere og mere tydeligt demonstrerer for Danmark og Vesten, hvor disse russiske grænser går for Europas og Danmarks bombearbejde langt inde på russisk territorium.” Er der noget mere fornuftigt i en nabokrig end, at alle naboer ved, hvor grænserne går? Og at man respekterer disse grænser? Hvis disse grænser ikke er der, så må man sætte dem.

Danmark må, lige som andre lande, forsvare sig over for provokationer og angreb. Med både diplomatiske protester og militært forsvar, hvorfor både de forsvarsmæssige og de udenrigsministerielle og diplomatiske procedurer øjeblikkeligt bliver fulgt. Men for at Danmark og Europa ikke skal blive for overmodige gennem sine egne provokationer, må vi igen pege på kernen i sagen: At det var USA, EU, NATO og Danmark, der fra begyndelsen påbegyndte en aggressiv afprøvning af Ruslands grænser; med NATO-udvidelser, med støtte til det udemokratiske kup i 2014 mod Ukraines lovligt valgte præsident, med støtte til den ukrainske kupregerings borgerkrig mod dets egne russiske medborgere i Donbas i årene 2014 -2022 og med sabotage af en fredsordning mellem Rusland og Ukraine kort efter Ruslands angreb i 2022 ind i Ukraine. Og siden er al retorik fra Vesten, EU og NATO og fra Frederiksen gået ud på at vende alt dette på hovedet. Europa ville ikke andet end have frit løb for sin egen aggressivitet over for Rusland, og slippe for konsekvenserne. Virkeligheden er, at Europa og Frederiksen har rejst en hovmodig og selvretfærdig mur over for Rusland. Vi må derfor sige til dem, ligesom Ronald Reagan sagde i 1987: ”Tear this wall down!”

Det er da godt, at amerikanerne og Trump åbenbart efterhånden har forstået, hvad det er for kræfter, der ligger i Rusland og de russiske folk – når man truer dem på deres eksistens. Og vi kan da håbe, at det så også bliver amerikanerne, der endnu en gang skaber fred og redder Europa fra EU’s og Frederiksens katastrofekurs.

Danskerne skal vaccineres mod ”alternative” synspunkter vedrørende Rusland

Berlingske har en daglig reportage, som avisen kalder ”Seneste nyt om krigen i Ukraine – følg udviklingen her.” For nylig skrev Berlingske heri (se note 7)”Den russiske politiker og medlem af parlamentet Andrej Kolesnik truer nu Ukraine med endnu et angreb med det ballistiske missil Oresjnik. – – – – – ’Vi kunne bruge Oresjnik, hvis terrorangreb mod civile (oa.: russere) bliver hyppigere. Jeg tror, at Ukraine allerede er tæt på at blive ramt med Oresjnik,’ siger han.” Denne Kolesnik-udtalelse har Berlingske opsnappet og ledsaget med en kommentar, for at forhindre, at Kolesniks udtalelse ikke skal skabe uønskede forestillinger hos danskerne om ukrainske ”terrorangreb mod civile”. Berlingske siger derfor: ”Kontekst: For nylig har Ukraine angrebet en de russiske byer Novorossijsk og Sotji. Kolesnik kalder dem for ’terrorangreb’ – det er dog vigtigt at understrege her, at han ikke fremlægger beviser for sin anklage.”

Det er den helt almindelige og daglige tilgang hos Berlingske: At man kræver ”beviser” af russerne; og at man betegner russernes informationer om ukrainernes krigsaktiviteter som ”anklager”. Mens ukrainske beretninger om russiske angreb og grusomheder i Ukraine glider ukritisk igennem redaktionen. Alle Berlingskes læsere skal vaccineres mod ”alternative” synspunkter om Rusland og Ukrainekrigen. For hvad kunne der ikke ske, hvis danskerne begyndte at stille spørgsmål om troværdigheden af M. Frederiksens Ruslandshistorie og regeringens, politikernes, mediernes og de politiske efterretningstjenesters trusselsopfattelse? Danmarks deltagelse i den hårde krigsførelse mod Rusland skal derfor betvivles og skjules, mens Ruslands såkaldte ”hybridkrig” skal eksponeres og tales op. Med ukrainske ”terrorangreb” mod civile byer, borgere og installationer i Rusland støttet af danske penge og dronekomponenter og andre våben, kan man ikke meget let forestille sig, at russerne vandrer rundt i Moskva og siger til hinanden: ”Sådan er danskerne?”

Flere penge betyder større tab af ukrainske og russiske liv – og stigende risiko for tab af danske liv

Kiel Institute for the World Economy har udarbejdet en oversigt over europæisk støtte til Ukraine i forhold til de enkelte landes BNP (se note 8). Niogtyve europæiske lande er anført i opgørelsen over den samlede bilaterale militære, finansielle og humanitære støtte i perioden 2022 – medio 2026. Danmark ligger på andenpladsen med 2,92 % af BNP lige efter den største bidragyder, som er Estland med 3,55 %. De efterfølgende med de største bidrag er Litauen 2,54 %, Letland 2,45 %, Finland 2,36 %, Norge 2,20 %, Sverige 1,91 %, Polen 1,86 % og Holland 1,01 % Derefter falder resten af landene gradvist til langt under 1 %, herunder også for store lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

Fra den danske presse får vi at vide, at Danmarks nominelle bidrag p.t. er oppe på omkring 80 mia. kr. For dette beløb kan man få en del nye fregatter, inspektionsskibe eller andet militært materiel til gavn for vort eget militære forsvar, flere sygehuse for vore syge eller en kæmpeopgradering til vore betrængte folkeskoler med flere lærere, bøger og klassemoderniseringer til gavn for vore børn. Men det stopper nok ikke her. For den 8 SEP 2026 var der i Kiev møde i den såkaldte Kontaktgruppe for Ukraines Forsvar. Her opfordrede NATO’s generalsekretær Mark Rutte landene til at forøge deres bidrag til Ukraine (se note 9). Rutte advarede også om, at forsinkelser i levering af militær støtte resulterer i tab af liv. ”Forsinkelser vil betyde tab af liv” – ja, det er jo som man ser det. Hurtigere levering af militær støtte til Ukraine vil også resultere i ”tab af liv”. Både i Ukraine og Rusland. Og sikkert mange flere liv på begge sider af frontlinjen på både ukrainsk og russisk jord.

Vælgernes rolle i storpolitikken

Europa glider langsomt ned ad slisken mod en mere omfattende krig. Og mange af Europas ledere viser i praksis en stor og stædig vilje til at styre lige lukt imod den. Skal de virkelig have lov til det? Og skal de virkelig have lov til at fremture med deres russofobiske mentalitet, der kun hviler på en forkert og meget ensidig opfattelse af russerne, russernes sikkerhedsproblemer og af årsagerne til Ukrainekrigen. Det er på tide, at befolkningen – danske vælgere – ganske som de tyske vælgere pålægger vore politikere ”et alternativ” til krigskursen. Det er vælgerne, der har foden på bremsen, når vore politikere bare speeder op mod europæisk storkrig.

Den tidligere amerikanske præsident Lincoln skulle have sagt: ”Man kan føre en del af befolkningen bag lyset hele tiden, og man kan føre hele befolkningen bag lyset en del af tiden, men man kan ikke føre hele befolkningen bag lyset hele tiden.”

Opinionsundersøgelse i Storbritannien

Der er allerede mange tegn på, at befolkningerne i Europa er ved at blive opmærksomme på, at det er en bevidst og oppiskende russofobisk mani, der styrer vore ledende politikere, når man siger: ”Sådan er Rusland – jo!”

Owen Matthews sagde for nylig i Spectator (se note 10)”Hvad kan redde Ukraine fra et politisk og militært kollaps? Der er tegn på, at der er ved at blive slået revner i Europas politiske tabu mod at forhandle med Putin. Alice Weidel fra Tysklands AfD, som nylig har vundet en valgsejr i Sachsen-Anhalt, har opfordret til at ’åbne en forhandlingskanal til Rusland for at opnå en forståelse og en fredelig løsning.’ Og Iulija Mendel, der var Zelenskys pressesekretær fra 2019 til 2021, siger: ’Der rejser sig nye kræfter, og de er ved at blive stærkere,’ og disse kræfter er vor eneste chance for et fredeligt Europa – – – flere våben vil ikke kunne redde os. Det har de aldrig kunnet.’

Og Freelance-journalisten Crispin Flintoff, der er tidligere medlem af det britiske Labour-parti, men blev smidt ud af partiet i 2022, har lanceret sin egen politiske video-kanal (se note 11). På den viser han også resultaterne af en opinionsundersøgelse, som han for nylig har foretaget for at undersøge: ”Hvad mener folk i Storbritannien egentlig om krigen i Ukraine, om Storbritanniens fortsatte militærstøtte og om den stadigt hyppigere snak om direkte konfrontation med Rusland?”

Også i Danmark bør der foretages en sådan opinionsundersøgelse; med de samme spørgsmål. Der indgår lidt flere end tusind mennesker i Flintoff’s undersøgelse, som stiller meget direkte og konkrete spørgsmål med forskellige svarmuligheder. Herunder vises resultaterne i svarprocent (og med svartallene i parentes).

Spørgsmål 1. Hvordan kan krigen bedst beskrives?
(Antal svar: 1001)

  1. Russisk krig mod Ukraine. 9,5 % (95)
  2. NATO-Rusland proxy-krig. 71,0 % (711)
  3. En større civilisatorisk og territorial konflikt. 2,3 % (23)
  4. En blanding af disse. 15,6 % (156)
  5. Ikke sikker. 1,6 % (16)

Spørgsmål 2. Var Ruslands 2022-invasion provokeret?
(Antal svar: 1006)

  1. Ja. 68,7 % (691)
  2. Delvis. 19,0 % (191)
  3. Nej. 8,7 % (88)
  4. Ikke sikker. 3,6 % (36)

Spørgsmål 3. Hvad var Ukraines 2014-Maidan begivenhed?
(Antal svar: 1007)

  1. Et folkeligt demokratisk oprør. 6,1 % (61)
  2. Et vestligt støttet kup. 62,0 % (624)
  3. En blanding af begge 18,7 % (188)
  4. Ikke sikker. 13,3 % (134)

Spørgsmål 4. Hvor vigtig var NATO-udvidelserne for årsagen til krigen?
(Antal svar: 1006)

  1. Den vigtigste årsag. 71,7 % (721)
  2. Èn af flere årsager. 20,8 % (209)
  3. En årsag af mindre betydning. 3,3 % (33)
  4. Ikke årsag til krigen. 2,8 % (28)
  5. Ikke sikker. 1,5 % (15)

Spørgsmål 5. Hvor alvorlig var diskriminationen imod russisk-talende indbyggere i Ukraine før 2022?
(Antal svar: 1006)

  1. Meget alvorlig. 54,7 % (550)
  2. Ret alvorlig. 18,6 % (187)
  3. Ikke alvorlig. 6,1 % (61)
  4. Der var ikke nogen diskrimination. 1,3 % (13)
  5. Ikke sikker. 19,4 % (195)

Spørgsmål 6. Bør Storbritannien fortsætte med at sende våben til Ukraine?
(Antal svar: 1004)

  1. Send flere. 5,1 % (51)
  2. Send fortsat på nuværende niveau. 3,9 % (39)
  3. Send færre. 4,8 % (48)
  4. Stor helt med at sende. 81,4 % (817)
  5. Ikke sikker. 4,9 % (49)

Spørgsmål 7. Hvornår – om overhovedet – bør Storbritannien indføre militær værnepligt?
(Antal svar: 1004)

  1. Nu, for at forsvare Ukraine. 0,3 % (3)
  2. Kun hvis et NATO-land bliver angrebet. 4,0 % (40)
  3. Kun hvis Storbritannien bliver angrebet. 21,6 % (217)
  4. Aldrig. 71,0 % (713)
  5. Ikke sikker. 3,1 % (31)

Spørgsmål 8. Hvad bør prioriteres lige nu?
(Antal svar: 991)

  1. Tilbageerobring af Ukraines territorier. 2,8 % (28)
  2. Omgående våbenstilstand og forhandlinger. 86,3 % (855)
  3. Begge dele (A + B) gives samme prioritet. 7,0 % (69)
  4. Ikke sikker. 3,9 % (39)

Spørgsmål 9. Hvad bør der ske med de territorier, der føres krig om?
(Antal svar: 999)

  1. Alle territorier skal tilbage til Ukraine. 6,8 % (68)
  2. Fasthold de nuværende frontlinjer. 19,8 % (198)
  3. Gennemfør internationalt overvågede afstemninger
    om territorierne. 30,4 % (304)
  4. Find andre løsninger ved hjælp af forhandlinger 37,1 % (371)
  5. Ikke sikker. 5,8 % (58)

Som man kan se, mener den langt overvejende del af de adspurgte, at den vigtigste årsag til Ukrainekrigen var de udvidelser, som NATO foretog i Østeuropa, og som sammen med det vestligt støttede Maidan-kup i 2022 fremprovokerede Ruslands invasion. Også nu betragter et stort flertal krigen som en NATO-Rusland proxykrig. Der ses også en stor modstand mod at sende våben/flere våben til Ukraine, og en stor opinion for at afslutte krigen og finde frem til en konfliktløsning gennem forhandlinger.

Politikernes manio-russofobiske kurs

Det er et opinionsresultat, som viser en dyb afgrund mellem på den en side de ledende politikeres og mediernes syn på Ukrainekrigen og på den anden side befolkningens. Og et sådant ”alternativt” syn på Rusland og Ukrainekrigen falder ikke i god smag i politikerkredse eller hos de store danske medier.

Og da slet ikke, når russerne eller Putin selv giver udtryk for en sådan ”alternativ” opfattelse. Det skulle jo nødigt vise sig, at russerne har ret i problemanalysen omkring Ukraine-krigen.

Under det nylige BRICS-topmøde i Delhi i Indien udtalte Putin følgende (se note 12):

”Jeg tror, at alt det, der nu sker i Europa som helhed, er resultatet af systemiske fejltagelser, der er gjort af det såkaldte Vesten. Eller mere præcist af de vestlige globalister vedrørende politik, sikkerhed og økonomi. Alle gør fejltagelser. Vi har også selv gjort en del fejltagelser, som også resten af verden har gjort det. Men problemet for Vestens globalister er, at efter afslutningen af Den Kolde Krig og Sovjetunionens kollaps mente de, at de stod på toppen af Olympen. Og tilsyneladende troede, for det første, at for dem var alting tilladt, og for det andet, at de var dem, der aldrig gjorde nogen fejltagelser. – – – – – Der eksisterer ikke nogen sådan trussel (oa.: dvs. en russisk trussel mod Europa) og der har aldrig været en sådan trussel. Vi truer ikke europæiske lande, og vi vil heller ikke true dem. Hvorfor skulle vi det? Det synes oven i købet, som om slet ingen forstår, at vi slet ikke har nogen grund til at gå ind i nogen konflikt med Europa. Alle mellemværender blev ordnet som et resultat af Den Anden Verdenskrig. Og det, der skete senere efter Sovjetunionens kollaps, blev ordnet i fælles overenskomst med Den Russiske Føderation, som var efterfølgeren af Sovjetunionen. Alt det, der er i modstrid med disse arrangementer, er i modstrid med vore interesser og er ikke i overensstemmelse med international lov og FN-pagten. Eller de ønsker at revidere resultaterne af Den Anden Verdenskrig. Hvad er det nu, de driver deres europæiske befolkninger frem imod? En krig mod Rusland? De siger nu, at de overvejer, hvordan de skal sende tropper ind i Ukraine. Det betyder krig med Rusland. Og som jeg ser det, er indbyggerne i Europas lande ved at forstå, hvad det er, der er ved at ske. Jeg tror, at det præcist er det, der ligger bag dagens valgresultater i Forbundsrepublikken Tyskland og tendenserne i den politiske udvikling i det hele taget.”

Ja, spørg for alt i verden ikke russerne, spørg i stedet en ”ekspert”

En sådan Putin-udtalelse kan Berlingske ikke lade passere. Avisen indhenter omgående en mod-udtalelse fra en person, som Berlingske kalder ”ekspert”. Som om en uvildig og uomstødelig videnskab dermed er sat op imod den – må vi forstå – utroværdige og partiske Putin og andre russere, som da slet ikke kan tilkendes nogen ”ekspertise” i eller viden om, hvad der er foregået i Ukraine og i forholdet mellem Rusland og Vesten.

Og den ekspert, som Berlingske udser sig, er – af alle – Maria Popova, som er professor i politisk videnskab og direktør ved Jean Monnet Center, Montreal i Canada. Altså ved et center, der er opkaldt efter den globalistiske EU-ideolog Jean Monnet, og finansieret fra EU-Kommissionen gennem de såkaldte Jean Monnet-aktioner. Betyder det noget? Det er ikke rigtigt til at vide, førend vi hører, hvad Popova mener om sagen.

Så lad os da høre, hvad Berlingske citerer Maria Popova for at sige om Putin’s udtalelse. Berlingske skriver 12.sep.kl. 09:36 (se note 13)”Hun skriver på X, at der er ingen dokumentation for den påstand. ’Vestlige eliter har aldrig ønsket at opløse Rusland, de stod ikke bag et kup mod Janukovitj (Viktor Janukovitj, tidligere ukrainsk præsident, red. BERL), og de har aldrig inviteret Ukraine ind i NATO, og slet ikke tvunget landet ind. Han lyver. Der er ikke noget mere kompliceret i det end det, og det bør kaldes en løgn, ikke et alternativt synspunkt,’ skriver hun i opslaget.” 

Dokumentation? Hvis Maria Popova – og Berlingske – gerne vil have ”alternative synspunkter” på papir, kan vi anbefale adskillige dokumenter og bøger, der beskriver det stik modsatte af de synspunkter, som Popova fremsætter i det ovennævnte korte citat. Bøger, der nu over flere år er skrevet af andre eksperter fra mange lande, såsom forskere i politisk videnskab, også professorer, af journalister, historikere, OSCE-observatører og militærpersoner. Man kan i hvert fald sige, at med det korte citat, som Berlingske præsenterer os for, falder vores respekt for Maria Popova som ”ekspert” omgående, desværre! ”Putin lyver,” siger Popova. Ganske som det proxy-krigs-førende EU siger det. Det bekræfter os igen, igen, igen i, at både den såkaldte ”ekspertise”og megen dansk journalistisk lider af en udpræget politisk og agenda-dirigeret slagside. Altså, vi forstår agendaen: Der må ikke være noget ”alternativ” til at støtte og vedligeholde Ukrainekrigen og bekæmpelsen af Rusland – og kursen mod storkrig i Europa.

Et godt og grundigt nederlag er godt for realitetssansen.

Otto von Bismarck var preussisk ministerpræsident og forbundskansler i Det Nordtyske Forbund i tiden 1862 – 1890. Gennem hele sit virke for Tysklands rolle på den europæiske scene blev han aldrig træt af over for sine tyske med- og modspillere at understrege: ”Gå aldrig i krig med Rusland. Rusland kan ikke besejres.” Bismarck kunne sin Ruslandshistorie. Nok er Europa og verden uden for Europa stærkt forandret siden Bismarcks tid. Men historien både før og efter Bismarck kan bekræfte hans erfaring om storkrige med Rusland.

Lebensraum 1: Først kastede Sveriges Karl 12. sig ind i den russiske kværn. Under Den Store Nordiske Krig 1700 – 1720 havnede Karl 12. under sine imperiekrige dybt inde i Rusland, hvor han ville gøre det af med den russiske zar Peter den Stores modstand mod svenskernes dominans og besiddelser i Østersø-området, i de baltiske lande, i Polen og i Nordtyskland. Ved byen Poltava, der nu ligger i Ukraine, blev Karl 12. i 1709 i hans afgørende nederlag besejret af russerne. Herfra gik det hurtigt nedad for Sveriges og Karl 12’s storhedsperiode. Rusland blev for stor en mundfuld.

Lebensraum 2: Så blev det den franske kejser Napoleons tur. Han havde i begyndelsen af 1800-tallet gennem sine revolutionære imperiekrige fået magten over store dele af Europa. Men det blev netop hans forhold til Rusland, som indledte nedgangen for Napoleon. I juni 1812 begyndte han et stort felttog dybt ind i Rusland. Han besatte Moskva, som han brændte af. Men modstand og patriotisme fra russiske tropper, ødelagte forsyningsmuligheder, sult, russisk vinter og kulde tvang ham til at føre sin hær ud af Rusland. Af den cirka halve million mand, som Napoleon var draget afsted med, kom kun ca. 25.000 hjem i live. En eftervirkning af Napoleons nederlag i Rusland blev, at den russiske zar Alexander 1. i marts 1814 triumferende kunne ride ind i Paris i spidsen for de russiske, preussiske og østrigske koalitionsstyrker.

Lebensraum 3: Igen i Første Verdenskrig ville Centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn med flere) tage livtag med Rusland. Denne krig på Østfronten var meget bevægelig over store områder i Østeuropa, Polen, Baltikum, Hviderusland og Ukraine, mens den på Vestfronten var en meget stillestående skyttegravskrig med de øvrige Ententemagter (Storbritannien, Frankrig og senere USA m.fl.). Tyskland ville gerne ud af sin tofrontskrig med Rusland. Tyskland lod derfor den marxistiske Vladimir Lenin transportere i tog gennem Tyskland til Rusland, da tyskerne så de revolutionære bolsjevikker som et virksomt redskab til at sprede uro og destabilisere det russiske samfund efter Februarrevolutionen i 1917. Ud af Lenins aktiviteter opstod Sovjetunionen, som Tyskland og Vesteuropa senere fik store problemer med. Men også Første Verdenskrig vidnede om, hvad russerne var i stand til at tåle og lide og modstå. For os i Vesten er forståelsen af Første Verdenskrig formet af vores viden om Vestfronten med de stillestående skyttegravskrige, brugen af krigsgas og hundredtusindvis af døde på kamppladserne Verdun og Somme. “Men hvem ved, at de forholdsvis største tabstal under disse slag ikke forekom i skyttegravskrigen i Belgien eller Østfrankrig, men derimod i Slaget i Karpaterne?” spørger journalisten Sven Felix Kellerhoff (se note 14). For her i Karpaterbjergene, i det nuværende Ukraine og Polen, mødte Rusland i januar – april 1915 sine modstanderne fra Østrig-Ungarn, der blev støttet af Preusserne, i et slag, der kostede hver af parterne en million dræbte – på blot tre måneder! Undervurder ikke russerne! Og tro ikke, at det kun er Vesten og Vesteuropa, der brillerer, når der skal kæmpes for og sikres en fremtid i frihed, fred og sikkerhed.

Lebensraum 4: I sidste del af Første Verdenskrig udbrød der i 1917 revolution og borgerkrig i Rusland. Lenin havde startet sin røde, bolsjevikiske revolution, og tvunget Rusland ud af verdenskrigen. De allierede, Storbritannien, Frankrig og USA, ønskede Rusland tilbage i 1. Verdenskrig, og sendte derfor militærhjælp til ”de hvide styrker”, der i den russiske borgerkrig 1918 – 1920 kæmpede imod Lenins røde styrker. Lenins røde styrker besejrede de hvide styrker og oprettede det kommunistiske Sovjetunionen. Vesten led igen nederlag i deres indblanding i russiske forhold.

Lebensraum 5: Så blev det Hitlers og Nazi-Tysklands tur til at løbe panden imod den russiske mur. Fra juni 1941 og et halvt år frem erobrede tyskerne gennem deres moderne, bevægelige blitzkrigstaktik store dele af Rusland og trængte helt frem i nærheden af Moskva. Over de næste fire års krig blev der på begge sider indsat flere hundrede hærdivisioner og mange millioner soldater. En styrkeindsættelse, der var mange gange større end tyskernes og de vest-allieredes styrkeindsættelse på kamparenaen i Vesteuropa. Som bekendt endte det med, at Sovjetunionen erobrede store dele af Østeuropa, Østtyskland og Berlin. Gennem mange årtier blev vi vidne til kommunismens undertrykkende og frygtelige styre i Østeuropa. Vi er i Vesten vant til at storrose og fokusere på Vestens store helte og begivenheder under Anden Verdenskrig: Battle of Britain, Slaget om Atlanten, D-dag, Eisenhower, Montgomery. Honi soit qui mal y pense. Men det var russerne, der knækkede Nazi-Tyskland under mange års kamp, tab, ødelæggelser og lidelser, der langt overgår, hvad der overgik os i Vesten. Æres den, som æres bør!

Lebensraum 6: Så blev det fra 1990erne USA’s tur støttet af Europa, EU og NATO til at forsøge at bide skeer med Rusland. Efter Den Kolde Krigs ophør, Berlinmurens fald i 1989, Warszawa-pagtens opløsning, sovjetstyrkernes tilbagetrækning fra Østeuropa, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i 1991 havde Europas tektoniske magtplader forskubbet sig voldsomt. Russerne havde dermed gennemført den største og mest ublodige revolution i verdenshistorien og havde kastet kommunismen som drivende samfundsideologi i skraldespanden. Russerne var parate til aldeles u-ideologisk, ud fra de internationale retsprincipper og efter de geopolitiske realiteters praktiske forhold at vikle sig ind i et fredeligt samarbejde med Europa og resten af Vesten. De konfrontationer, der havde rod i sovjetkommunismens verdensappetit, var fordampet natten over.

Men andre konfrontationer opstod. For Rusland var svagt, og fremstod nu igen som et let og lokkende bytte for dem, der ikke kunne deres historie eller havde glemt de tidligere århundreders nederlag for europæisk hovmod og overmod over for Rusland. Under stærk indflydelse af de analyser og tanker, som kom fra den polskfødte, amerikanske politolog og diplomat Zbigniew Brzezinski, begyndte USA med Europas støtte at udøve sit voldsomme tryk på Rusland. Brzezinski var en stærk fortaler for NATO’s udvidelse mod øst. Og i 1997 advokerede han for en plan, der skulle nedbryde hele det russiske område i ”i en løst sammensat russisk konføderation, bestående af et europæisk Rusland, en sibirisk republik og en fjernøstlig republik” (se note 15). Jo, amerikanerne havde planer med Rusland, med verden og dens lande. Og Rusland – det russiske imperium, kaldte de det – skulle opløses og elimineres som en betydende magtfaktor på både europæisk plan og verdensplan. Og Brzezinki – og USA og Europa – forstod Ukraines betydning. For i 1998 skrev Brzezinski: ”Uden Ukraine vil Rusland ophøre med at være et eurasisk imperium.” Man kan undre sig over, hvordan dette amerikanske og europæiske magtfantasteri kunne overtrumfe alle historiske og geopolitiske realiteter og ignorere den casus belli, som enhver risikoanalyse af dette fantasteri ville afsløre. Mange mennesker, såvel politikere og højtuddannede specialister som jævne borgere, der iagttager dette politiske og militære spil, anser det for stærke visdomsord at sige: ”Russerne forstår kun magt.” Og de mener disse ord på samme måde, som en europæisk bølle, der spadserer ned ad forretningsgaden, møder en fremmed russisk mand på gaden, siger til ham: ”I russere forstår kun magt,”hvorefter bøllen stikker den russiske mand en knytnæve i ansigtet. Det var Vestens politik og er stadig Europas og M. Frederiksens: Rusland og russerne må rettes ind og omformes til noget mere overkommeligt.

Måske skal et nyt, godt og grundigt nederlag for Europa i den Ukrainekrig, som Vesten selv har været årsag til, igen lære europæerne, at regimeintriger, spekulationer i nedbrydning af Ruslands stabilitet og sikkerhed, stimulering af uro i Ruslands randområder og militære sammensværgelser mod Rusland kun kan få uønskede, ganske modsatrettede og katastrofale konsekvenser for Europa. Vi skal lade Rusland være i fred; som Bismarck mente det. Men selvfølgelig være klar til at forsvare os selv på egen hjemmebane. Og Putin har ret: Vi er alt for enøjede og selvfokuserende i Vesten og Europa. Vi tror, at vi er verdens navle, at vi er centrum for al rigtig civilisation, og at al anden civilisation ikke rigtigt duer; vi tror, at vore demokratiske styreformer gør os til overmennesker, og at alt det, der ligger derude mod øst på de russiske stepper ikke kræver nogen særlig respekt. Er der nogen anden kur mod et sådant overmod end et godt og grundigt nederlag for Vestens politik over for Rusland?

Vi må på realistisk vis gøre os klart, hvad der tilhører os, og hvad der tilhører russerne. For det står helt klart: Ukraine tilhører på enhver måde mere russerne, end det tilhører EU og Danmark.

Så Putin har helt ret, når han siger. Alle mellemværender blev ordnet som et resultat af Den Anden Verdenskrig. Og det, der skete senere efter Sovjetunionens kollaps, blev ordnet i fælles overenskomst med Den Russiske Føderation, som var efterfølgeren af Sovjetunionen. Alt det, der er i modstrid med disse arrangementer, er i modstrid med vore interesser og er ikke i overensstemmelse med international lov og FN-pagten. Eller de ønsker at revidere resultaterne af Den Anden Verdenskrig. Hvad er det nu, de driver deres europæiske befolkninger frem imod? En krig mod Rusland?

”Vi er ikke bange for russerne” – og skal ikke være det, når vi behandler dem ordentligt, og ikke lider af det amerikanske og europæiske dominans- og indblandingssyndrom.

Note 1. M. Frederiksen:

https://www.dr.dk/nyheder/udland/tyskland-giver-rusland-skylden-dronehaendelse-i-leipzig

Note 2. Russisk fregat skyder nødblus:

https://www.berlingske.dk/indland/flyvevaabnets-chef-det-kunne-have-ramt-nogen

Note 3. Røde linjer:

Kilde: https://www.berlingske.dk/internationalt/mette-f-opfordrer-til-at-ophaeve-roede-linjer-for-vaaben-til-ukraine

Note 4. Forsvarsministeren Jeppe Bruus

https://politiken.dk/danmark/art10983068/Dansk-milit%C3%A6rhelikopter-beskudt-med-n%C3%B8dblus-fra-russisk-fregat-%E2%80%93-ambassad%C3%B8r-indkaldt-til-samtale

Note 5. M. Frederiksen:

Kilde: https://www.berlingske.dk/indland/russisk-fregat-skyder-flares-efter-dansk-helikopter-faa-seneste-nyt-her?directpost=12446741

Note 6. KD-Lippert:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/rusland-rykker-ved-magtbalancen-med-europa

Note 7. Berlingske:

https://www.berlingske.dk/internationalt/seneste-nyt-om-krigen-i-ukraine–foelg-udviklingen-her-92

Note 8. ØKO-støtte:

https://steigan.no/2026/09/den-store-nordiske-ukraina-krigen/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=den-store-nordiske-ukraina-krigen

Note 9. NATO:

https://www.natowatch.org/newsbriefs/2026/nato-secretary-general-urges-allies-dig-deeper-support-ukraine

Note 10. Spectator: https://archive.ph/79odw#selection-1411.0-1429.34

Note 11. GB opinion:

https://www.youtube.com/watch?v=ZLCKHGYuY_U

Note 12. Putin-udtalelse:

https://www.youtube.com/watch?v=Vme8KOfeM08

Note 13. Popova I BERL:

https://www.berlingske.dk/internationalt/seneste-nyt-om-krigen-i-ukraine–foelg-udviklingen-her-92

Note 14. Kellerhoff – Wikipedia:

https://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98stfronten_under_1._verdenskrig

Note 15. Brzezinski:

https://en.wikipedia.org/wiki/Zbigniew_Brzezinski

1
0