Stephen Helgesen, den 5. februar 2026
Hvis vi i USA ikke allerede var tilstrækkeligt splittet langs ideologiske skillelinjer, er der endnu en kløft, som det bliver stadig tydeligere for mig, efterhånden som jeg betragter mit land på afstand her i Skandinaviens dybfrosne vintermåneder. Jeg taler her i virkeligheden om to ting, der har et parasitisk forhold til hinanden. Grundlæggende er min påstand, at det i dagens verden er information – hvoraf meget er AI-genereret – samt anden- og tredjehåndsviden snarere end visdom, der skaber “eksperter”, og at såkaldte wannabe-eksperter i høj grad læner sig op ad studier, analyser og meningsmålinger for at validere deres status som eksperter.
Dette sker til hudløshed i paneldebatter, hvor deltagerne møder op bevæbnede til kamp mod deres debat- eller diskussionspartnere med analyser og studier snarere end med påstande eller argumenter, som de er parate til at forsvare. Det er dovne og amatøragtige debattører, der bruger information, som ikke er konklusivt bevisende, og det er uærligt af dem at hævde, at formodningsbaseret information bør betragtes som fastslået kendsgerning. Jeg ser dagligt paneldeltagere på programmer på CNN (den eneste amerikanske kabelkanal, vi kan modtage her), som med stor overbevisning taler om deres emne og citerer det ene studie efter det andet, som om dette – kombineret med en selvsikker fremførelse – burde være nok til at fastsætte troværdighedens målestok på det niveau, de på forhånd har bestemt for resten af os.
Og selv om dette kan appellere til seere, der ikke har nogen holdning, eller som ikke har ulejliget sig med at sætte sig ind i et emne, falder det til jorden for dem af os, der ved, at analyser, studier og meningsmålinger i informationsverdenen er som statistik i hænderne på en dygtig økonom. De kan bruges til at bygge et luftkastel ud af et faldefærdigt skur. Alt, hvad der kræves, er en tilsidesættelse af virkelighedssansen eller nysgerrigheden for at få tallene til at fremstå, som om de var hugget i sten. Dem, der vælger at debattere på den måde, beder os andre om at ignorere den anden side af debatmønten – den grundlæggende argumentationsside – hvor et synspunkt kan fremlægges på baggrund af tidligere erfaringer og fakta, og hvor der også er plads til menneskelig natur og sund fornuft samt den “x-faktor”, der repræsenterer sandsynligheder.
At basere sin argumentation udelukkende på andres data for at bevise sit synspunkt er en misbrug af andres arbejde.
To ord, der altid bør skrives med små bogstaver og i citationstegn, er: “studier viser”. Hver gang jeg hører nogen indlede eller afslutte et argument med “studier viser”, ved jeg, at det, jeg er ved at høre – eller allerede har hørt – er endimensionelt og sandsynligvis hastigt sammensat. Det får mig også til at tvivle på debattørens kvalifikationer som “ekspert”.
Dette bringer mig til mit nuværende bopælsland, Danmark – et sted, hvor jeg har boet fire gange i alt fjorten år over en periode på halvtreds år. Da jeg første gang kom hertil i 1974, var danskerne rimeligt velinformerede om USA, men mindre velinformerede om amerikanere generelt, selv om mange danskere havde besøgt USA i årtierne siden krigens afslutning (Anden Verdenskrig). Ingen kunne bebrejde dem deres “amerikabevidsthed” dengang – mindst af alle mig.
Efter at være vendt tilbage efter tyve års fravær har jeg konstateret, at danskerne har gjort store fremskridt i at hæve deres USA-IQ. Hundredtusindvis af ord skrives eller tales dagligt om Amerika eller amerikanere, men for det meste om USA’s præsident, Donald Trump. Tænketanke, universitetsprogrammer og politiske kommentatorer findes overalt i dette lille europæiske land, og de gør deres stemmer hyppigt og ofte uden nogen form for tilbageholdenhed gældende. Amerikakritikere får mest opmærksomhed, fordi de hovedsageligt baserer sig på anekdotisk data og appellerer til danskernes følelser, som i øjeblikket er præget af stor uro og vrede. Vreden retter sig mod USA’s holdning til Grønland samt præsidentens og vicepræsidentens respektløse bemærkninger om Danmarks påståede “manglende evne” til at være en god allieret og om Danmarks militære støtte til USA i krigen mod terror.
Selv om der på dansk tv findes nogle seriøse debatter om amerikansk politik og forholdet mellem USA og Danmark, er det sjældent, at egentlige amerikanere deltager som panelister. Bevares, der er lejligheder, hvor enkelte danskere med mere pro amerikanske holdninger får ordet, men når de gør, henviser de ikke til studier eller analyser; de taler i stedet om historiske præcedenser. De baserer deres teorier på en kombination af historie og personlig mening. Det kan både være forfriskende og frustrerende. Forfriskende, fordi folk i det mindste vover at sige, hvad de selv mener (i stedet for, hvad andre mener i et studie), men frustrerende for dem af os, der gerne vil have, at holdninger og generaliseringer forankres i noget mere håndgribeligt. Mange debattører her er i virkeligheden klagere, der er irriterede over den måde, USA håndterer det langvarige forhold mellem vores to lande på.
Det andet problem ved debatter om USA er, at mange danske debattører ikke har en tilstrækkelig lang historik eller et personligt forhold til landet. Mange har kun boet i USA i få år – eventuelt i forbindelse med en udstationering, et ophold eller universitetsstudier – mens andre kun har besøgt USA et par gange. Heldigvis har dem, der har levet og arbejdet i USA i mange år og siden er vendt tilbage til Danmark, en mere intim og jordnær viden om vores land og dets befolkning. Og nogle gange, for at give ekstra vægt til deres udsagn, benytter de sig også af studier og meningsmålinger, men de vender altid tilbage til deres egne erfaringer for at begrunde deres kommentarer. Det er de modige “debattens krigere”, som forstår værdien af debat, men som endnu vigtigere kæmper for ordentlighed og en tilbagevenden til en tid, hvor det at dyrke og beskytte relationer var et fælles ansvar for to parter, der forstod den iboende værdi af deres forhold. Debatten vil fortsætte, men forhåbentlig vil debattørerne indse, at debat-ved-hjælp-af-studier aldrig vil tildele nogen af dem ægte ekspertstatus.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har levet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
3
0