Stephen Helgesen, den 12. januar 2026
Her sidde jeg, som amerikaner i Danmark, tusindvis af kilometer fra USA’s kyster og forsøger at leve mit liv i fred mens jeg prøver at være optimistisk og positiv omkring tilstanden i vores amerikansk-dansk-europæiske forhold. Desværre er mine tanker blevet konstant afbrudt af noget, enten vores præsident siger, eller af bemærkninger jeg hører fra medie-”influencere”, der hævder, at vi amerikanere er blevet en flok imperialistiske choktropper, der enten er opsatte på at opkøbe verden eller tage den med magt.
I mit indre ser jeg vores fælles forhold som en bro over en stor dal, stadig er under opførelse – en bro, hvis strukturelle integritet er blevet ignoreret alt for længe og nu er farlig at krydse. Jeg ser afspærringerne ved indgangen til broen og advarselsskiltene på vejen derhen, men jeg ser også biler stille op i kø, villige til at løbe risikoen og køre over. Billedet af en forestående bilulykke blinker skarpt. Som tilskuere kan vi alle sammen ser scenen udspille sig. Vi ved, hvor det hele ender, fordi vi før har set vore medmennesker tage unødige chancer. Vi amerikanere ved, hvordan vores præsident tænker. Vi ved, at han vil helst nå hans mål hurtigt og er villige til at acceptere kollaterale skader fordi han er en slags varmesøgende missil, der låser sig fast på sit mål og ikke kan kaldes tilbage.
Vi ser nu bilulykken udfolde sig i slowmotion, så andre ting og mennesker træder frem og står skarpere for os. Vi ved, at det er en tragedie at miste én bil over kanten af en bro, men vi ved også, at tabet af én bil kan udløse en kædereaktion af konsekvenser, og at flere biler vil blive påvirket – især hvis førerne er villige til at løbe usædvanligt store risici. Okay, nok med metaforene om bilulykker og Amerikas mulige undergang. Jeg vil dog vædde på, at mange mennesker betragter de aktuelle begivenheder i Ukraine med Putin, tilfangetagelsen af Venezuelas præsident, urolighederne i Iran, krigen i Gaza og sabelraslen omkring Grønland som ikke-isolerede hændelser. De er et meget forudsigeligt sammenbrud af den nuværende verdensorden og en tilbagevenden til princippet om, at magt giver ret (den styringsform, der kendetegnede den gamle verdensorden med diktaturer, monarkier og tyranner).
Som amerikaner bosat i Danmark, og som én med dyb kærlighed til begge lande, er jeg bedrøvet over ”Grønlandsspørgsmålet”, og over hvordan det nu er blevet en vejspærring, der forhindrer os i at kom videre ad en vej, vi alle kendte og følte os trygge ved. Det var den internationale vej gennem De Forenede Nationer og NATO (EU er en helt anden sag, da det er en overnational konstruktion). Jeg forstår godt, hvorfor Trump-administrationen ikke har tillid til FN, og jeg er også klar over, hvorfor den satte spørgsmålstegn ved NATO-medlemmers alvor, når de ikke betalte deres rimelige andel af udgifterne. Jeg ved også, at disse følelser ikke bør bruges som begrundelse for at ignorere betydningen af disse organisationer. Lige så lidt bør de bruges til at legitimere en beslutning om at udfordre deres grundlæggende principper ved at true med aggression og/eller udøve ekstraterritorial adfærd.
USA har al mulig ret til at være skeptisk over for FN’s evne til at fungere retfærdigt, især når det blot kræver én stemme i Sikkerhedsrådet til at forkaste en FN-resolution. NATO er dog en helt anden historie. Den alliance har formået at holde den russiske bjørn væk fra den europæiske honningkrukke i hele min levetid. Intet NATO-medlem er nogensinde blevet angrebet af Sovjetunionen eller Warszawapagten siden den 4. april 1949.
Når det gælder Danmarks militære støtte til USA, har danskerne stået ved USA’s side i tre separate konflikter. Danmark assisterede amerikanerne i Kuwait under Golfkrigen i 1991 som en del af en FN-autoriseret koalition for at fordrive irakiske styrker, hvilket gør det til et af Danmarks mindst kontroversielle militære engagementer sammen med USA. (Danskerne betragter generelt deres deltagelse i den konflikt som både juridisk og moralsk berettiget.)
To efterfølgende krige indebar også dansk støtte til USA’s indsats. Den første fandt sted efter bombningen af World Trade Center i 2001, som førte til den første og eneste aktivering af artikel 5 i NATO-traktaten. Den anden var danskernes støtte i Helmand-provinsen i Afghanistan gennem mange år, hvor 43 danske soldater mistede livet. Dette gav danskerne ry som en ”pålidelig kampallieret”.
Når jeg reflekterer over dette, kan jeg ikke undgå at føle stolthed over danskerne for at træde frem og påtage sig deres ansvar som en loyal allieret og NATO-medlem. Jeg er også taknemmelig for de soldater, som blev til offre i krige, som mange kritikere kaldte ”tvivlsomme og illegitime krige”. Danskerne har bevist, at deres rygrad er lige så stærk som enhver amerikaners, og at deres loyalitet over for venner ikke bør betvivles.
Vi befinder os et helt andet sted i dag. Postyret omkring Grønland har skabt en betydelig sprække i vores relationer til danskerne. Mange danskere føler sig forrådt over, at deres største allierede overhovedet kunne overveje at anvende 1800-talsmetoder til at omgå internationalt anerkendte aftaler, der gav Danmark ejerskabsretten til Grønland.
Og så er der den nagende fornemmelse blandt mange danskere af, at de måske hele tiden er blevet ”spillet” af amerikanerne – at USA i virkeligheden aldrig var deres ven. Det er som at finde ud af, at ens ægtefælle har været utro i årevis, mens vedkommende hver dag har fortalt, hvor højt de elskede én. Danmark nærer ingen illusioner. De ved præcis, hvor meget magt de har – og ikke har – og de er nu, forståeligt nok, i færd med at genoverveje deres position i forhold til USA og dets præsidents intensiverede sabelraslen.
Der er stadig mange brikker, der kan falde i dette drama, og den amerikanske regering – og især præsidenten – ville gøre klogt i at huske, at uanset USA’s størrelse har enhver kæmpe en akilleshæl, ligesom enhver bilist, der forsøger at krydse en usikker bro, har en blind vinkel. Faren ligger i at lade som om, at begge ikke findes.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har levet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0