ATP ramt af milliardtab – nu igen!

André Rossmann, den 29. april 2026, 24NYT

En kvartalsmeddelelse onsdag morgen viser, at ATP er kommet ud af årets første kvartal med et tab på det såkaldte bonuspotentiale på 1,9 pct.

Bonus er den del af formuen, som normalt bruges til at måle ATP’s afkast. Det er svært at sige, præcis hvor meget tabet på 1,9 pct. svarer til. Med en grov servietberegning kan man dog sige, at et tab på 1,9 pct. af 116,5 mia. kr., vil svare til et tab på ca. 2,2 mia. kr. før skat.

Siden 2021 er ATP’s formue faldet med 253 milliarder kroner. I 2022 præsterede ATP et rekordstort tab på minus 40,9 procent i investeringsporteføljen. Det betød, at den samlede formue skrumpede fra over 900 milliarder.

Danskerne ville have haft mellem 550 og 590 mia. kr. ekstra i pensionsformue, hvis pensionskæmpen ATP havde investeret deres opsparing på samme måde som andre pensionskasser. For hver 100 kr., der blev indbetalt til ATP for otte år siden, er der i dag kun 94 kr. tilbage – og blot 78 kr., når der tages højde for inflationen. Alle andre pensionsselskaber gør noget andet end ATP, og de skaffer kunderne et højere afkast.

ATP har én opgave: At sikre danske lønmodtagere en livslang pensionsydelse, der er så høj som muligt. Men det gør det inkompetente ATP ikke. Tværtimod har ATP påført danskerne store økonomiske tab. Naturligvis uden at det vil få konsekvenser for de ansvarlige. Danske topembedsmænd kan nemlig formøble milliarder af skattekroner uden at blive degraderet eller retsforfulgt. Tværtimod. De bliver belønnet med store bonusser.

For deres uduelighed har investeringsmedarbejderne i ATP Private Equity partners fået 623 millioner kroner i bonusser ved siden af deres almindelige løn sidste år. De 623 millioner kroner er fordelt på 33 nuværende og tidligere medarbejdere og dækker perioden fra 2003, hvor den første investeringsfond blev oprettet, og til og med 2025. ATP’s adm. dir., Martin Præstegaard, får 7,4 mio. kr.om året.

André Rossmann

1
0