Blog

Stephen Helgesen, den 19. november 2025

Tilbage i 2010, efter at Barack Obama havde siddet ét år i embedet, stod det klart, at Amerikas politiske splittelser havde nået kogepunktet. Den amerikanske kløft var næsten fuldendt, og det var ikke bare en politisk kløft mellem to politiske partier. Splittelsen var endnu mere grundlæggende. Mine landsmænd var nu delt op i to særskilte grupper. Jeg taler ikke om republikanere og demokrater, men snarere om pragmatikere og idealister. Hr. Obama tappede ind i et grundlæggende menneskeligt behov – behovet for håb. Hans form for håb var ikke rodfæstet i en tro på den Almægtige – noget gennemsnitsamerikaneren kunne høre hver søndag i kirken. Hans håb var pakket ind i en politisk filosofi, der appellerede til et stort antal sekulære amerikanere, de dårligst stillede og de fattige og naturligvis de unge, som følte, at de var blevet ignoreret af politikerne, big business og i høj grad af et system, de mente stod på de store og magtfulde interessers side.

I kraft af sin valgsejr som person fra en minoritet havde hr. Obama indfriet det første af sine løfter til amerikanerne om, at han, hvis han blev valgt, ville transformere USA fundamentalt. Hans præcise citat fra en tale i Columbia, Missouri, den 30. oktober 2008 var: ”We are five days away from fundamentally transforming the United States of America.” Og med hans indsættelse som Amerikas 44. præsident nogle måneder senere lå vejen åben for, at han kunne gennemføre sin plan.

Der var imidlertid et problem: Hans valg havde afsløret omfanget af Amerikas mange splittelser, og ikke kun den politiske. Han havde ganske vist medvind, med 257 demokrater i Repræsentanternes Hus og 60 i Senatet, men to år senere mistede han 6 senatspladser og 63 pladser i Huset. Amerikanere, der var blevet motiveret af hans retorik til at stemme ham ind i embedet, vågnede op til virkeligheden om hans manglende evne til at regere og indså, at det håb, han havde lovet dem, kom med en pris – og den pris var gennemførelsen af en uigennemførlig ideologi. Hr. Obama havde forspildt sit politiske mandat til at skabe meningsfulde forandringer (den anden del af hans ”hope and change”-mantra) i Amerika. Hans fiasko styrkede Amerikas pragmatikere, og i 2014 mistede Demokraterne endnu 13 pladser i Huset og hele 9 pladser i Senatet; denne gang kostede det dem Senatet og fuldendte Republikanernes magtovertagelse i Kongressen.

Man kan hævde, at fremkomsten af MAGA-bevægelsen (“Make America Great Again”) var uundgåelig, efter at amerikanerne havde oplevet fiaskoen med Obamas embedsperiode. Amerikanerne var blevet trætte af taler og tomme løfter og ønskede handling, der kunne løse deres mange problemer, og de troede ikke, at Bill Clintons kone var opgaven voksen. De valgte en mand, som talte direkte til dem, og som ikke brugte ophøjede, poetiske vendinger. Hvis noget, burde MAGA egentlig have heddet MARA – “Make America Real Again”. Den bevægelse, Donald Trump skabte, bygger nu på nogle få helt grundlæggende principper, som deles af hans tilhængere. Og hvis europæere vil forstå MAGA-bevægelsen, må de forstå, hvad der står bag medlemmernes ideologi. Her er ti af de styrende principper:

1. Gud er levende, og Hans ti bud er ikke blot forslag.
2. Hvert eneste liv er vigtigt og skal beskyttes.
3. Amerikas værdier og forfatning er ikke igangværende projekter.
4. Lov, orden og personligt ansvar er afgørende for et sundt demokrati.
5. Individets rettigheder er ikke underordnede kollektivets.
6. Borgernes rettigheder går forud for bureaukratiets.
7. Forældre er ansvarlige for deres børn, og en velfungerende familie har både en far og en mor til stede.
8. Retten til at sige sin mening er ikke til forhandling.
9. Et menneske skal bedømmes på sine gerninger og handlinger, ikke kun på sine ord.
10. Retfærdighed, der udøves upartisk, er det eneste, der kan garantere lighed.

Ganske vist er der andre grundlæggende principper, som MAGA-tilhængere sætter højt, men ovenstående er de ti vigtigste. Andre omfatter synspunkter på regeringens størrelse,  magtmisbrug især hos eliten, domstolenes strafudmåling, illegal immigration, eksistensen af kun to biologiske køn, mænds og kvinders roller i samfundet og mere til.

Hvis vi har lært én ting i løbet af de sidste ti år, er det, at ideologi kun bør være et supplement til praktisk sans – aldrig en erstatning for den.

Efter Donald Trumps nederlag i forsøget på at blive genvalgt i 2020, vendte halvdelen af Amerikanerne tilbage til sine Obama-dage og drog et lettelsens suk over, at deres mand igen var ved roret. Hvad de imidlertid meget tidligt fandt ud af, var, at deres mand ikke var en leder. Præsident Joseph Biden var blot en bleg kopi af sin tidligere regeringspartner, Barack Obama. Biden var ikke en orator, og han var heller ikke en troværdig, ligefrem taler som sin forgænger, Donald Trump. Han var en synligt vred mand, som hurtigt nærmede sig senilitet. Han havde ingen overordnet vision for Amerika, i modsætning til Obama, og han manglede Obamas karisma. Det, han til gengæld havde, var sit partis kontrol over Huset og Senatet. Men efter to år forsvandt denne totale kontrol, da republikanerne vandt flertal i Huset med 222 mandater.

Tidligere blev amerikanske præsidenter efter midtvejsvalg typisk mindre politiske og mere pragmatiske. Det var ikke tilfældet med Joe Biden og Demokraterne. De skruede op for deres retorik mod Trump og MAGA og håbede, at amerikanske vælgere endnu en gang ville afgive en historisk stemme, denne gang på en kvinde af blandet race som præsident. Håbet var igen på stemmesedlen, men MAGA-bevægelsen havde støt og roligt undergravet administrationens håndtering af økonomien, demokraternes identitetspolitik og den generelle mismod, der var opstået, efter at det stod klart, at landet blev regeret af en ineffektiv leder, hvis mentale kapacitet og dømmekraft var mildest talt tvivlsom.

Amerikanernes valg var enkelt, men ikke mindre vanskeligt for idealisterne på venstrefløjen: Ansætte en leder, som kunne få økonomien tilbage på sporet, skrumpe statens størrelse, skabe muligheder for amerikanske arbejdere og generelt ”Make America Great Again” – eller risikere alt med en uprøvet letvægts-politiker, hvis vigtigste kvalifikationer var forankret i identitetspolitik. Amerikanerne valgte lederen, og de er nu ved, efter næsten ét år siden Trumps valgsejr, at indse, at heller ikke HAN kan vende den amerikanske økonomi rundt med et trylleslag og løse de systemiske problemer, amerikanerne står over for, såsom stigende sundhedsudgifter, svigtende skoler og den voksende racemæssige og økonomiske kløft, som – hvis den ikke bliver bremset – kan rive landet endnu mere i stykker.

Det er på tide, at amerikanerne omfavner nogle få styrende principper – både ideologiske og praktiske – og fjerner de etiketter, der er klistret på dem. At afpolitisere disse principper og give dem et andet mærkat, for eksempel ”grundlæggende amerikanske principper”, er den eneste logiske vej frem i disse dystre, overpolitiske tider.

Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande gennem 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundstendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com