Stephen Helgesen, den 4. november 2025
Jeg har fulgt debatten om at give eller nægte ikke-danske statsborgere med lovligt ophold i Danmark og som er fyldt 18 år, ret til at stemme ved lokale valg. Det er en god debat at have og en passende samtale – så længe alle berørte parter får mulighed for at blive hørt. Timingen er også passende: fjorten dage før et valg, hvor der tænkeligt kan blive afgivet næsten en halv million stemmer af ikke-statsborgere.
Som amerikaner med lovligt permanent ophold (om end ikke i fire sammenhængende år, hvilket ville give mig stemmeret her) og som har rundet de 18 år fire gange, er jeg en af dem, der er berørt af debatten, og jeg har – som de fleste – en mening. I mit hjemland er der tusindvis af valg. Fordi vi er en republik med halvtreds delstater, har vi separate delstatsvalg til delstatslige embeder. Nogle af dem er dommerposter. Og fordi vi har hundredvis af amter og tusindvis af byer og kommuner, er der hundreder og atter hundreder af valg, der afspejler de enheder. Alle vores delstatsvalg følger de samme love, som vores føderale valg skal følge (Illegal Immigration Reform and Immigrant Responsibility Act of 1996 (IIRIRA), som tilføjede 18 U.S.C. § 611 til den føderale lovsamling. 18 U.S.C. § 611(a) — “Det er ulovligt for en udlænding at stemme ved et valg, der helt eller delvist afholdes med det formål at vælge en kandidat til et føderalt embede.”)
Kommunerne er en anden historie. Nogle amerikanske byer tillader ikke-statsborgere at stemme i visse, specifikke lokale valg – f.eks. til lokale skolebestyrelser. Hver kommune følger sin by vedtægt (charter) og de delstatslige love, der tillader eller forbyder sådan stemmeret. De vigtigste kommuner, der tillader ikke-statsborgeres stemmeret, ligger i fire stater eller jurisdiktioner: Californien, Maryland, Vermont og Washington, D.C. (distriktet). Alle er “blå” stater/jurisdiktioner med overvejende demokratisk kontrol.
Et politisk patchworktæppe af regler
Alle tre stater og distriktet har forskellige regler og krav for vælgere – både borgere og ikke-borgere. Ironisk nok er den mest lempelige af dem alle landets hovedstad, District of Columbia. Her kan enhver ikke-statsborgerlig beboer (inklusive udokumenterede immigranter) stemme ved lokale valg (borgmester, byråd, skolebestyrelse osv.) og skal opfylde følgende krav: være 18 år eller derover; have haft bopæl i distriktet i mindst 30 dage før valgdagen; og kunne dokumentere adresse med kørekort, lejekontrakt eller anden dokumentation, der accepteres ved almindelig vælgerregistrering.
Selv om jeg ikke har kunnet finde helt nye meningsmålinger, der specifikt omhandler ikke-statsborgeres stemmeret i USA, fandt jeg en Forbes-måling fra september 2024, hvor 51 % af de adspurgte voksne amerikanere var bekymrede for, at ikke-statsborgere vil stemme ulovligt. Og i Heritage Foundations rapport fra samme år, “Preventing Noncitizen Voting and Other Foreign Interference”, argumenterede fonden stærkt for, at kun amerikanske statsborgere bør stemme, og at ikke-statsborgeres stemmeret “undergraver” demokratiske normer. Den fastslog, at “amerikanere kan være uenige om meget i udlændingepolitikken, men ikke om det grundlæggende princip, at kun borgere – og ikke ikke-borgere – bør kunne stemme ved valg.”
Hvilke konklusioner skal vi drage af det? Før vi drager nogen, må vi se på både det amerikanske og det danske immigrationssystem. Jeg vil hævde, at det amerikanske system – og den politik, der styrer det – er dybt dysfunktionelt, hvilket blev tydeligt under strømmen af illegale immigranter, der kom til landet i Biden-årene. Millioner på millioner krydsede vores grænser og trængte ind i landet, og vi har bogstaveligt talt ingen måde at vide, hvor langt de fleste af dem befinder sig. Vi har ikke noget nationalt ID-kort, der udstedes til hele befolkningen.
Udenrigsministeriet udsteder amerikanske pas, og der er omkring 160 millioner i omløb (altså omtrent ét for hver to personer), men de dækker den dokumenterede del af befolkningen. Rigspolitiet udsteder pas i Danmark, og interessant nok findes der ingen statistik over, hvor mange gyldige danske pas der er i omløb – heller ikke for andre EU-lande. Tilsyneladende “hemmelige” data – men hvorfor, kan man spørge?
Det bringer os direkte til argumenterne for og imod ikke-statsborgeres lokale stemmeret. Tilhængerne siger, at dem, der har lovligt ophold i Danmark og bruger kommunale og regionale ydelser som veje, vand- og affaldsfaciliteter, transportsystemer og sender deres børn i danske skoler, bør have en stemme i valget af lokale ledere, selv om de ikke er statsborgere. Og så er der skatter. Alle betaler dem – uanset om man er borger eller ej. Det lyder kun rimeligt, at dem, der betaler for en service, også må have indflydelse på, hvordan den administreres.
Modstandernes argument er enkelt: det er ligegyldigt, om du betaler for eller bruger noget – hvis du ikke er statsborger, bør du ikke kunne vælge de folkevalgte, der skaber, udvikler, vurderer, implementerer eller fører tilsyn med ydelserne. Du bør ikke have en stemme. Punktum. I mine ører lyder det ret udemokratisk – uanset om det er i USA eller i Danmark.
For at sætte det i et EU-perspektiv tillader omkring halvdelen af de syvogtyve EU-lande en eller anden form for lokale stemmerettigheder for ikke-EU-borgere. I næsten alle disse lande afhænger valgretten af permanent eller langvarigt lovligt ophold (typisk 3–5 år). Intet EU-land tillader ikke-statsborgere (hverken EU- eller ikke-EU-borgere) at stemme ved nationale parlamentsvalg. Flere lande (Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Polen) tillader slet ikke ikke-EU-borgere at stemme på noget niveau. Den juridiske ramme for EU-borgeres rettigheder er direktiv 94/80/EF (kommunale valg) og direktiv 93/109/EF (valg til Europa-Parlamentet).
Bundlinje: Ikke-EU-borgeres lokale stemmeret afhænger udelukkende af de enkelte landes forfatninger eller bilaterale aftaler – ikke af EU-retten.
Jeg mener, at det er hvert lands ret at fastsætte sine egne love om lokal og national stemmeret. Det gælder for USA, Danmark og alle andre steder. Hvad mig angår – som amerikansk statsborger – er jeg henvist til en lavere plads på “valg-stigen”, mens borgere fra de øvrige 26 EU-lande kan stemme ved lokale valg med det samme. Jeg må vente yderligere tre år, før jeg kan afgive min stemme ved et dansk valg – hvis reglerne da ikke ændres. I mellemtiden har jeg gjort det næstbedste: Jeg har sat mig ind i alle kandidaterne til kommunalbestyrelsen og borgmesterposterne, jeg har deltaget i tre offentlige debatmøder mellem kandidater, og jeg har udarbejdet en omfattende visionsplan og køreplan for min kommune for de næste ti år. Det var det mindste, jeg kunne gøre – ud over at vælge, hvem der skal lede mig ind i de kommende år, og hvordan de vil gøre det.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over 25 år under regeringerne Reagan, G.H.W. Bush, Clinton og G.W. Bush. Han er forfatter til fjorten bøger, hvoraf syv handler om amerikansk politik, og han har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundsudvikling. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Kontakt: stephenhelgesen@gmail.com
2
0