Stephen Helgesen, den 4. februar 2025
Tingene bliver stadig mere barske for amerikanere i Danmark, i høj grad takket være Trump-administrationens retorik om at ville – og have behov for – verdens største ø, Grønland, og dens tilsyneladende villighed til om nødvendigt at tage den med magt. Amerikanere har nu opnået paria-status blandt dette normalt rolige og fornuftige folk. Situationen minder om midten af 1970’erne, da jeg først flyttede hertil. Dengang fjernede universitetsstuderende, som ivrigt ville se Europa med et Eurail Pass og en rygsæk, enhver antydning af amerikansk identitet fra deres tøj og syede i stedet canadiske flagmærker på deres rygsække, mens de øvede sig i at udtale ord som “about” på canadisk manér (det lyder som “a boot” for dem, der aldrig har mødt en ægte canadier).
Og det var ikke kun studerende, der blev mødt med danskernes vrede. Selv nye immigranter som jeg, i militær alder, blev slået i hartkorn med løjtnant William Calleys deling, der slagtede dusinvis af landsbyboere under My Lai-massakren i 1968 i Sydvietnam. Vi amerikanere blev kaldt “babydræbere” af de mere radikale elementer i Danmark. Det var ligegyldigt, om vi nogensinde havde båret en M16 eller tjent i den konflikt – vores identitet blev af nogle knyttet til dem, der havde, og som begik krigsforbrydelser.
Der var ingen flugt dengang, og der er ingen flugt fra forværringen af vores amerikanske identitet nu, hvor vi oplever et nyt lavpunkt i vores forhold til danskerne. Dengang fandtes der stadig mennesker her, som ikke ønskede at male alle amerikanere med den samme brede pensel. Amerikanske virksomheder gjorde fremskridt på de europæiske markeder, og Ford og Coca-Cola blev ikke betragtet som bandeord i dansk sprogbrug. Danskerne rejste stadig på ferie til USA og brugte gladeligt penge i New York, Florida og Californien (de tre største turistdestinationer på det tidspunkt), mens Simon Spies tjente millioner på at transportere andre danskere til Mallorca og Grækenland – trods oliekrisen, der holdt verden i et jerngreb.
Der eksisterede flere udvekslingsprogrammer, som gav danske og amerikanske studerende mulighed for at bo i hinandens lande, og amerikanske ledere blev udstationeret til europæiske afdelinger i nogle år for at få tiltrængt international erfaring. Flere amerikanske venskabsforeninger fandtes, ligesom den årlige Rebildfest – den største festival, der fejrer USA’s uafhængighedsdag uden for USA. Den blev grundlagt i 1912 og fortsatte uafbrudt selv under Vietnamkrigens år. I dag er den i fare for at blive aflyst for kun anden gang i sin historie (første gang var under coronaviruspandemien).
I dag er amerikanske produkter under angreb, idet tusindvis af danskere aktivt boykotter dem (en Facebook-gruppe med over 100.000 medlemmer har lovet ikke at købe dem). Dette sker uanset, at mange af produkterne produceres på licens i Danmark og Europa, og at virksomhederne bag beskæftiger tusindvis af danske arbejdere. Danskerne aflyser deres rejseplaner til USA, og de lægger ikke skjul på hvorfor: “Det er Donald Trump.” Ja, danskerne er vrede – meget vrede – og føler sig svigtet af deres “gamle ven” og mangeårige allierede, USA. De giver Donald Trump skylden for det hele, men meget af det flyder nu over dæmningen og drukner vores venskab.
Selv om der findes mange USA-iagttagere og analytikere her, forstår mange ikke de forandringer, der har fundet sted i USA de sidste fyrre år – eller i det mindste siden Bill Clinton blev valgt – og endnu vigtigere hvorfor Donald Trump blev valgt. De ser USA’s problemer som selvskabte og som resultatet af én mands dekreter og politik. Sandheden er, at Amerika er fanget i en malstrøm, der har suget sund fornuft og rimelighed til sig og efterladt intet. En anden metafor kunne være en kulturel tornado, der systematisk har opslugt alt på sin vej og efterladt landskabet goldt og brakt. Det er ikke mærkeligt, at danskerne er forvirrede, når de ser på os – især den ideologiske stædighed, der splitter os. De spørger mig ofte: “Ved I ikke, hvor heldige I er med alle jeres ressourcer, og hvorfor kan I ikke samarbejde om at løse jeres problemer?”
Deres spørgsmål er relevante, og svarene er enkle: “Nej, vi er ikke taknemmelige nok for det, vi har, og nej, vi kan ikke arbejde sammen, fordi vi står langt fra hinanden ideologisk og er uvillige til at gå på kompromis i de spørgsmål, vi står overfor. Vi stoler heller ikke længere på hinanden, og vi kan heller ikke rigtig lide hinanden længere, fordi vores synspunkter er så diametralt modsatte. Derfor stemmer vi, som vi gør, og ender i en ond cirkel af enten handlingslammelse eller magtubalance.”
Jeg frygter, at selv denne viden ikke vil være nok til at opbløde danskernes nu dybt forankrede syn på amerikanere, som ligger på DEFCON 4-niveau (DEFCON betyder Defense Condition Readiness og er en amerkansk militær målestok; niveau 4 er “Increased Intelligence Watch”). Det betyder, at danskerne befinder sig i en tilstand af let forhøjet beredskab og skærpet opmærksomhed over for mulige trusler fra USA – især på grund af Trump-administrationens politik i forhold til Grønland.
Grønlands sag står centralt i danskernes bevidsthed, men bag denne manifestation af administrationens politik overfor Grønland – og dermed overfor danskerne – står Donald Trump selv. De foragter ham. De stoler ikke på ham. De hader hans stil og retorik, og de føler, at han ikke fortjener at være præsident eller repræsentere det amerikanske folk. De mener, han hader Europa og vil gøre alt, hvad han kan, for at sabotere Europa og europæerne – og det gælder dobbelt for NATO og EU. Med det in mente er det ikke mærkeligt, at fremtrædende danske politikere føler sig opmuntrede til åbent at kritisere ham og ty til vulgariteter og personangreb i europæiske fora, som det skete den 21. januar 2025, da det danske medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen sagde: “Hr. præsident, jeg har et par ord til kære præsident Trump. Lyt meget nøje: Grønland har været en del af det danske kongerige i 800 år. Det er en integreret del af vores land. Det er ikke til salg. Lad mig sige det med ord, du måske forstår: Hr. Trump, f* off.”
Hr. Vistisen står ikke alene. Mange andre fremtrædende danske politikere, journalister og kommentatorer deler hans følelser og mener, at enhver amerikaner, der bor i Danmark og støtter Trump-administrationens Grønlandspolitik, bør betragtes som en forræder. Ud over Grønland er danskerne også forbløffede over, hvordan den nuværende situation med ICE-agenter og myndighederne i Minneapolis og Minnesota overhovedet kan eksistere. Selv om de fleste undgår direkte at sammenligne ICE’s metoder med “gestapo-lignende” taktikker, er de bekymrede for, at Amerika er på vej mod et massivt sammenbrud, som vil tage vores First Amendment med sig og erstatte det med et autokrati – eller værre. I øjeblikket bor der omkring 9.000 amerikanere i Danmark, og jeg mistænker, at mange holder en lav profil i disse dage. Det gør den amerikanske ambassadør også, for han har ikke vist sig offentligt, siden han ankom i november 2025. Han er som et murmeldyr. Jeg gave ham indtil 2. februar, Groundhog Day, til at stikke hovedet ud af den amerikanske ambassade og se sin skygge. Jeg håber, at han ikke ser den, så vi kan få et tidligt forår og opleve en optøning i vores relationer – og så jeg ikke behøver at være den sidste amerikaner, der forlader Danmark og slukker lyset.
Stephen Helgesen er en pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande i løbet af 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger, heraf syv om amerikansk politik, og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og sociale tendenser. Han bor nu i Danmark og er en hyppig politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0