Asger Aamund, den 29. marts 2026, aamund.dk
Danmark er ikke et ikke demokrati, men et demokratur. ” Del jer efter anskuelser!”, sagde Viggo Hørup, men det kan man jo ikke, når flertallet mener det samme om det meste. Danmark er i løbet af en generation gledet fra et levende demokrati ind i et Socialdemokratisk korporativt styre, hvor politik handler om konsensus og ikke om resultater. Processen er vigtigere end målet. Hvis flertallet er enige om et kompromis, må det jo være godt nok til vælgerne uanset resultatet. I ’Debatten’ på DRTV efter folketingsvalget var det venstrefløjens holdning, at det danske samfund stort set var som, det skulle være, omend der er plads til ’justeringer’. De justeringer, der tales om, er øget skattetryk, mere magt til ’fællesskabet’, decimering af landbruget, mere fart på den grønne omstilling og statsstøttet boligbyggeri. Flertallet af befolkningen kan lide at bo i vores socialdemokratisk formynderstat, som nu er blevet en smilende version af DDR, et venligt tryghedssamfund, som sørger for os alle sammen. Danmark som landet, hvor få har for meget, og de, der har, har det ikke ret meget længere.
Vægernes holdning smitter uundgåeligt af på politikerne, som for at samle stemmer er nødt til at bekende sig til omsorgsdemokraturet uanset politisk farve. Valgkampen kom derfor ikke til at handle, om fremtidens Danmark skal være et socialistisk, liberalt eller konservativt samfund, men udspillede sig som en kedelig menuet danset som variationer over et socialdemokratisk tema. VI fik ingen strategiske debatter, der tvang os til at dele os efter anskuelser, men lidt småskænderier om svineavl, drikkevand, St. Bededag og jernmarker. Meningsmålinger op til valget viste, at vælgerne ikke gider snakke klima mere, men gerne indvandring og integration. Det fik statskontrollerede DR og TV2 sat en effektiv stopper for. Migrantproblemerne var effektivt barberet ud af de store TV-debatter, der udelukkende kom til at handle om samfundets sociale udfordringer og de mange svage grupper, det er synd for. Demokraturet i topform.
Forvitringen af det danske folkestyre afspejler sig også i politikernes tab af magt til embedsværket og EU. Den dybe stat, der består af embedsmænd i stat og kommune med sagsbehandlere, konsulenter og interesseorganisationer, lever deres eget liv og vokser uden for politisk kontrol. I 2013 deklarerede et enigt folketing et opgør med det lammende bureaukrati i arbejdsformidlingen, hvor A-kasser og jobcentre måtte arbejde på basis af 29 000 gældende cirkulærer. Nu 13 år senere er der intet sket andet end, at mere end 55 000 nye stillinger er blevet oprettet i den offentlige sektor. De folkevalgte er hægtet af og er magtesløse. Folkestyrets adelsmærke, magtens tredeling, som er adskillelsen af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt i samfundet sættes i Danmark ud af spillet efter behov. Sammensmeltningen af politik, politi, anklagemyndighed og domspraksis fik sit gennembrud efter besættelsen, hvor de danske SS-soldater, som regeringen og forsvarschefen havde sendt til østfronten med vagtparade, vajende faner og klingende spil, efter befrielsen blev dømt som krigsforbrydere efter en lov med tilbagevirkende kraft.
Magtens tredeling så heller ikke for godt ud, da politikerne i 1962 fik pudset politi, anklagemyndighed og domstole på Radio Mercur, der fra internationalt farvand i Øresund helt havde udkonkurreret Statsradiofoniens monopol. Hvor andre såkaldte ’piratradioer’ i Europa blev udstyret med lovlige sendetilladelser, valgte Danmark det politiske mord. Den demokratiske retsstat blev endeligt sat fra bestillingen, da den danske regering fik mobiliseret anklagemyndighed og domstole til at sende Mogens Glistrup i ubetinget fængsel. Førende skatteretseksperter var enige om, at Glistrups skattesag burde have været afgjort i landsskatteretten og ikke af regeringen være blæst op til en kriminalsag, men det politiske formål var ikke at stoppe Glistrups skatterådgivning, men at fjerne ham fra det offentlige og politiske liv. Med dommen over Glistrup fik demokraturet atter en god dag på kontoret.
Hvis der stadig er nogen, der tror, at den politiske og den dømmende magt er adskilte størrelser, bør de måske tænke over, hvordan det kan være, at staten vinder mere end 90 procent af sine skattesager mod borgene og, at staten vinder et stort flertal af alle andre retssager mod borgerne.
Efter det kaotiske valgresultat går der nok en rum tid, inden en ny regering ser dagens lys. Der er mange muligheder i spil, men alt tyder på, at det bliver en broget forsamling med ministre fra både Moderaterne og de Radikale. Matin Lidegaard er desperat efter mange år i den politiske ørken og er villig til hvad som helst for at få del i magten. Moderaterne bliver umulige at komme udenom, hvis ikke tv-journalisternes darling, Pelle Dragsted skal løbe med det hele.
En regering med de Radikale og Moderaterne ville være en triumf for islam, som nu med den dynamiske duo, Nawa og Løkke, ville få en stærk repræsentation i regeringen med Løkke som fadder til Marrakesh-traktaten, som gør alle vandrende migranter til flygtninge. Lars Løkke er også manden, som i samarbejde med OIC (Den Islamiske Samarbejdsorganisation) lancerede Koran-loven, der kriminaliserer ’utilbørlig behandling’ af alle islams hellige skrifter, ideologi og doktriner inklusive hele sharia lovkomplekset. En regering med muslimske Samira Nawa som integrationsminister vil arbejde for mere Indvandring fra Mellemøsten, ingen hjemsendelser, flere muslimer i offentlige stillinger og streng efterlevelse af alle konventioner og migrantbeskyttende resolutioner fra FN. Mere sharia, mindre demokrati. Vi synker dybere ned i demokraturet.
Sådan kastede vi altså terningerne den 24. marts. Hvad end der kommer, har vi selv valgt det. Og som så meget andet her i livet gælder det også her, at enten kan man lide det, eller også må man vænne sig til det.
1
0