André Rossmann, den 24. april 2026, 24 NYT
Efter mere end 30 år siden det indre marked i EU blev oprettet gør de mange barrierer det vanskeligt at handle og drive virksomhed på tværs af Europa.
En mur af handelshindringer
EU blev skabt for at fjerne handelsbarrierer. Det var hele pointen. Et ægte fælles marked, hvor varer, tjenester og mennesker kunne bevæge sig frit. Men i praksis er det indre marked halvfærdigt. IMF har beregnet, at de interne handelsbarrierer inden for EU svarer til en told på omkring 45 pct. på varer og svimlende 110 pct. på tjenesteydelser, hvilket reelt fastholder europæisk handel og vækst i et selvforårsaget jerngreb.
Et eksempel på en handelshindring er de meget populære danske regler om “forbrugerbeskyttelse” og ”fødevarebeskyttelse”, som i praksis blot afskærer andre EU-virksomheder fra at eksportere deres varer til Danmark. En anden handelsbarriere er begrebet ”social dumping”, der bruges som et politisk gummibegreb mod østeuropæiske chauffører og håndværkere, der udsætter danskerne for helt lovlig konkurrence.
Europa-Kommissionen vurderer, at det indre marked siden 1993 har øget EU’s BNP med omkring 3-4 pct. og skabt 3,6 mio. arbejdspladser. I de senere år er udviklingen imidlertid gået i den modsatte retning. Reguleringen vokser. Godkendelser tager længere tid. Energi er dyrere end hos europæiske konkurrenter. Det korte af det lange er, at et hav af handelshindringer gør, at det indre marked har lange udsigter.
Administrative byrder kvæler vækst
I EU’s indre marked findes der ikke told, men handelshindringer er meget andet end told: Bureaukrati, nationale standarder og besværlige kapitalregler forhindrer Europa i at fungere som ét marked. Regler fortolkes forskelligt, byrder og rapporteringskrav lægges ovenpå hinanden, og godkendelser skal ofte gentages land for land. Mulighederne for vækst, kreativitet, innovation og iværksætterkultur bliver kvalt i et stadig tykkere lag af regulering, interne barrierer og lovgivningsmæssige krumspring, der gør det stort set umuligt at drive forretning på tværs af grænser – eller overhovedet drive en forretning uden at have en hær af jurister og compliance -konsulenter med på sidelinjen.
I EU’s indre marked med mere end 450 mio. forbrugere står virksomhederne over for 27 reguleringsordninger, flere sprog og valutaer. Til sammenligning har virksomhederne i USA adgang til 350 mio. mennesker i ét reguleringsmiljø, med ét sprog, én valuta og ét kapitalmarked. Europas ledere burde derfor gribe i egen barm og gøre noget ved det indre markeds egne barrierer for handel i stedet for kun at brokke sig over Trumps toldsatser.
EU mangler et hjemmemarked
EU’s virksomheder mangler et hjemmemarked, der kan sammenlignes med USA eller Kina i størrelse. Tænk bare på f.eks. Google og Amazon i USA og Tencent og Alibaba i Kina. Alle er enorme globale platforme, der har haft gavn af at begynde rejsen inden for et stort hjemmemarked, hvor skaleringen kunne foregå uden at støde på alt for forskellige regler fra område til område. Når en europæisk digital virksomhed vil skalere forretningen, skal den enten tilpasse sig de 27 forskellige regelsæt i Europa, eller også må den satse på at slå igennem på et større marked, primært USA. Dermed går Europa glip af gevinsterne ved at have virksomheden hjemme i egen fold som f.eks. højtspecialiserede arbejdspladser, produktivitetsgevinster og skatteindtægter. Det går ud over EU’s konkurrenceevne, at man ikke kan skabe konkurrenter til de eksisterende amerikanske og kinesiske tech-giganter, der har udnyttet deres first mover-fordele til at opnå noget nær monopoler.
Umodent og fragmenteret kapitalmarked
EU’s kapitalmarked er både fragmenteret og umodent. Især behovet for en kapitalmarkedsunion – der kan få investeringer og opsparinger til at strømme på tværs af medlemsstaterne til gavn for borgerne, virksomhederne og investorerne – er blevet syltet.
Ventureinvesteringer udgør kun omkring 0,3 pct. af BNP, hvilket er en tredjedel af USA, og kun i størrelsesordenen 0,01 pct. af de europæiske pensionsmidler investeres i venture, sammenlignet med hele 14 pct. i USA.
Kapitalmarkedet i EU kaldes ”det mørke hjørne af det indre marked”. For når det gælder den enkelte forbruger, har man i dag ikke mulighed for at flytte sin bilforsikring eller boliglån fra Danmark til Tyskland. Det varer meget længe, før alle europæiske forbrugere har en oplevelse af, at uanset i hvilket hjørne af unionen man bor, så har man de samme produkter omkring sig.
Store udfordringer på tjenesteområdet
På tjenesteområdet besværliggør et hav af divergerende standarder og nationale særregler eksporten EU-landene imellem og hæmmer konkurrencen på det indre marked til skade for virksomheder og forbrugere. Der er bl.a. problemer med harmonisering, gensidig anerkendelse af kvalifikationer og proportionalitetstest for begrænsninger af tjenesteydelser samt fælles tjenestestandarder mellem EU-landene. Mange tjenesteområder er til forskel fra markedet for varer fritaget fra det indre marked.
Når Danmark i Bruxelles presser på for, at landets vigtigste europæiske handelspartnere reducerer deres nationale barrierer, må danskerne selvsagt også kigge indad. I Danmark findes der nemlig over 100 lovregulerede erhverv, som bl.a. vanskeliggør det for tyske revisorer eller finske advokater at tilbyde deres ydelser til danske klienter, eller som gør det ekstra dyrt for en irsk entreprenørvirksomhed at byde på byggeopgaver i Danmark.
Protektionisme florerer især på det offentlige udbudsmarked. 95 pct. af alle EU-udbud i Danmark bliver vundet af en dansk virksomhed. Særligt i byggeriet er der mange begrænsende branchestandarder og byggetraditioner, der afskærer udenlandske virksomheder fra at byde på danske udbud.
Kriser får det indre marked til at fordufte
Covid-19 var den første store krise, der direkte ramte kernen af EU-samarbejdet: det indre marked. I løbet af bare få uger i marts lukkede EU-landene sig om sig selv i en grad, der bankede fællesmarkedet tilbage før startstregen i 1987. En række lande indførte eksportrestriktioner for at sikre egne medicinske forsyninger. Mistilliden til andre landes håndtering af krisen var stor, og flere steder opfordrede man til forsyningspatriotisme, som handlede om at bremse import og prioritere lokale varer. Bliver EU ramt af en ny krise, må man forvente en lignende reaktion.
Nationale særhensyn vinder hver gang
Selv om alle i EU er klar over behovet for at afvikle eksisterende barrierer, går nationale særhensyn og interesser altid forud for unionens bedste. Og det låser EU fast på en taberkurs, der fastholder Europa i industrielt, økonomisk, finansielt og teknologisk efterslæb i forhold til USA og Kina. Da et ægte indre marked i EU har lange udsigter, varer det derfor længe, før EU kan bringes op en tungere, international vægtklasse.
André Rossmann
1
0