Asger Aamund, den 4. april 2026, aamund.dk
Lige siden de første migranter fra Mellemøsten blev udstyret med et dansk pas i slutningen af forrige århundrede, har der med mellemrum raset en diskussion om, hvad der skal være opfyldt, før en indvandrer kan betragtes som dansk. Det har altid været en smertefuld og betændt debat, fordi islam er udstyret med en professionel lav krænkelsestærskel, som medierne har taget til sig. Ingen fornuftige mennesker ville finde på at kritisere muslimer for deres religion, som består af trosbekendelsen, daglige bønner, faste, almisser til de fattige og en pilgrimsrejse til Mekka. Stridspunktet har altid været den islamiske ideologi, som er en hellig, total underkastelse af den islamiske politiske og ideologiske doktrin, som forlanger et totalitært kalifat, der styres ud fra sharia-lovkomplekset, som er nedfældet i Islams tre ’testamenter’, Koranen, Hadith (Traditionerne) og Sira (profeten Muhammeds biografi).
Hvis debattører kritiserer islams kvindeundertrykkelse, drab på bøsser og terror mod kristne og jøder kombineret med hadet til den demokratiske retsstat, fyger det øjeblikkelig med rasende udfald fra medier, venstrefløjen og ikke mindst fra det evigt fornærmede muslimske interesseorganisationer. Medier og muslimer stempler enhver kritik af den islamiske samfundsdoktrin som had mod den muslimske tro, altså islamofobi, som er lige så socialt belastende i dag som antisemitisme var for 50 år siden. Det er således ikke muligt i dag at føre en fornuftig jordbunden samtale om kriterierne for danskhed. En fordomsfri offentlig debat om dette emne ville kunne rense luften og fjerne betændelsen fra en nødvendig diskussion.
Senest er lidenskaberne flammet op over Nadja Natalie Isaksen fra Borgernes Parti, der offentligt har udtalt, at den Radikale næstformand Samira Nawa ‘kun er dansk i juridisk forstand’, fordi hun som muslim er underkastet Allahs lov, der for enhver muslim trumfer sekulær menneskeskabt lovgivning. Den udtalelse kan der være delte meninger om, men den er hverken strafbar eller racistisk, idet det er en kendsgerning, at islam og folkestyret er uforenelige størrelser. Islam er en absolut ideologi, der kræver total accept og underkastelse. Islam er ikke en frokostbuffet, hvor man kan vælge og fravælge efter smag og behag. Som imam Abdul Wahid Pedersen siger: ”Som muslim køber du hele pakken!”. Så debatten om Nawas danskhed kunne jo handle om, hvordan man som muslim køber hele pakken og så alligevel arbejder for et demokratisk part. Denne frie debat fik vi naturligvis ikke, fordi medier, politikere og kommentatorer strøg op på barrikaderne, skrigende og råbende om islamofobi og racisme.
Først på banen var som altid den Radikale formand Martin Lidegaard, der endnu en gang afslørede sin totale uvidenhed om den islamiske ideologi. Lidegaard fordømte Isaksens hadefulde tale mod Samira Nawa, en holdning der fremkaldte mindelser om Ku Klux Klan og tredivernes Nazi-Tyskland. Den radikale formand burde vide, at Nazisterne absolut ikke var islamofober, men fine venner med islam, forenet i deres fælles jødehad. Det Muslimske Broderskab er stiftet med Nazismen som forbillede og finansieret af Hitler. Og hvad Ku Klux Klan angår, var organisationen i sine velmagtsdage optaget af at myrde sorte amerikanere som sit primære mål, men også gerne nogle jøder, der heller ikke var populære under de flammende kors. Der var aldrig muslimer på klanens dødslister. De var jo vennerne, der importerede flere afrikanske slaver til de islamiske samfund, end der blev sendt mod vest.
Det, at man er tilhænger af en fascistisk ideologi som islam, er dog i Danmark ikke nogen hindring for at være anerkendt som dansk. I modsætning til Tyskland tillader vi fascistiske partier som kommunisterne og nationalsocialismen, og der hverken er eller kommer lovhjemmel, der forbyder partier og bevægelser, der som formål har at omstyrte den demokratiske retsstat. Tværtimod har vi med koranloven givet hele islam lovbeskyttelse mod ’utilbørlig behandling’, en beskyttelse, der også omfatter hele sharia lovkomplekset. Islam og sharia er kommet for at blive og vokser sig i Danmark sund og stærk.
Samira Nawa kan således være tryg ved, at hun aldrig behøver at redegøre for, hvordan hun både kan have kagen og spise kagen. Hvordan hun forbinder de Radikales altomfattende inklusion af alle, overalt, til alle tider med dagligdagen i islamiske samfund, hvor kvinder er retsløse, bøsser kastes ud fra hustagene og vantro fordrives eller myrdes.
Den undertrykte debat om danskhed falder stort set i tre kategorier. For det officielle Danmark er udstedelsen af det danske pas det endelige kriterium for danskhed, også selv om passet og statsborgerskabet er givet på dispensation til migranter, der ikke kan sproget, ikke er selvforsørgende og i øvrigt hader dansk folkestyre, kultur og levevis. Så er der holdningsdanskerne, som mener, at danskhed indtræder, når man omfavner de danske grundværdier som forfatningen, folkestyret og det folkelige fællesskab. Og så er der endelig slægtsdanskerne, som forbinder danskhed med slægtskabet med forfædrene, der skabte landet og kulturen.
En debat om danskheden som begreb og værdi kunne man have i slutningen af 1900-tallet, hvor det Grundtvigske Danmark kolliderede med Georg Brandes internationalisme, men i dag er en fordomsfri debat tabu og holdt nede af mediernes og politikernes tunnelsyn, hvor fri debat er racisme. Hvornår er man så dansk? Det har den romerske digter Marcus Pacuvius givet os svaret på for mere end 2000 år siden: Ubi Bene Ibi Patria, som frit oversat til moderne dansk ville lyde. ”Mit fædreland er der, hvor jeg har det fedest”.
1
0