Dan Harder, 15. april 2026, 24NYT
I den forgangne uge har en række europæiske ledere, herunder den franske præsident Emmanuel Macron, EU’s udenrigschef Kaja Kallas, og (ifølge TV2) også vores egen Lars Løkke Rasmussen, opfordret Israel til at indstille kampen imod den libanesiske terrororganisation Hizbollah. Men hvad er egentlig den dybere mening?
De fleste i vesten er enige om, at Hizbollah skal afvæbnes og ophøre med at terrorisere både den israelske og libanesiske befolkning. Enigheden deles også af den libanesiske regering, som i forbindelse med våbenhvilen i 2024 lovede at stå for afvæbningen af Hizbollah med særlig fokus på den sydlige del af landet, som grænser op til Israel.
Det må imidlertid være tydeligt for enhver, at de libanesiske myndigheder ikke magter at løse opgaven. Nu, halvandet år senere, kæmper israelske styrker atter fra hus til hus imod Hizbollah-krigere i de selvsamme områder, hvorfra der dagligt sendes byger af raketter indover israelske byer.
Anlægger man en nøgtern tilgang til sagen, må man erkende, at den eneste realistiske løsning er, at den israelske hær nedkæmper Hizbollah til et niveau, hvor den libanesiske stat reelt har mulighed for at tage over og opnå det våbenmonopol, som er nødvendigt for, at Libanon efter mere end 50 års kontinuerlig krise atter kan blive et normalt, velfungerende land.
Den libanesiske regering kan naturligvis ikke offentligt bifalde, at Israel fører krig på landets territorium. Men man forstår samtidig fuldt ud, at Libanon ikke på egen hånd kan afvæbne Hizbollah. At Libanons og Israels regeringer reelt er på samme side, demonstreres tydeligt ved, at der i disse dage tages tilløb til, at de to nabolande kan indlede forhandlinger, som i sidste ende kan føre til den fred, som de begge ønsker.
Med den syriske præsident Assads fald og det iranske regimes svækkelse, står kun én aktør i vejen for den vision: Hizbollah. Men i stedet for at støtte Israel i endelig at få nedkæmpet libanesernes mangeårige plageånd, insisterer man i Europa på at sabotere projektet. Konsekvensen kender vi kun alt for godt. Den er status quo. Fortsat konflikt så langt øjet rækker. Det samme gælder desværre også den europæiske tilgang til styret i Teheran. Under den seneste krig, indledt af Israel og USA, har europæerne hele tiden manet til “deeskalering”.
Men hvad skal det føre til? Mere undertrykkelse af den iranske befolkning? Fortsat støtte til diverse terrorgrupper, som skaber ustabilitet i hele Mellemøsten? Irans fortsatte stræben efter atombomben, mens man holder hele verden for nar? Den europæiske tyrkertro på, at man kan indgå aftaler med jihadisterne i Hamas, Hizbollah og Teheran om, at de skal opgive selve deres raison d’être, er i bedste fald udtryk for en himmelråbende naivitet og total mangel på forståelse af, hvilken ideologi, man har med at gøre.
Hamas har aldrig haft i sinde at lade sig afvæbne og vil gøre alt for at forhindre, at det sker, uanset prisen for almindelige palæstinensere. Hizbollah overholdt ikke aftalen fra 2006 (jf. FN’s Sikkerhedsråds resolution 1701) om at rømme Sydlibanon og nedlægge våbnene. Samme skæbne led den seneste aftale fra 2024. Hizbollah har tværtimod brugt det sidste halvandet år på at opruste efter bedste evne. Heller ikke det iranske regime har nogensinde haft nogen intention om at opgive sin stræben efter atomvåben.
Sætter man sig i ayatollahernes sted, giver det faktisk også god mening, da det ultimative våben vil udgøre en livsforsikring overfor en verden – og ikke mindst en iransk befolkning – som ønsker regimet hen, hvor peberet gror. Det gælder for alle de jihadistiske aktører, at forhandlinger kun tjener ét formål, nemlig at trække tiden ud, mens de opruster til den næste hellige krig. Eller, for ayatollahernes vedkommende, opnåelsen af atomar afskrækkelse efter nordkoreansk forbillede, som vil gøre dem immune overfor vestlige angreb som det, vi netop har set, hvorefter de uforstyrret kan fortsætte deres destruktive aktiviteter overalt i regionen og resten af verden.
Den eneste løsning er, som det var tilfældet med nazisterne under Anden Verdenskrig, at knuse jihadisterne militært. Hvorfor trække pinen ud længere end højst nødvendigt? Nu er der momentum i retning af en lysere fremtid for Mellemøsten. Næsten alle arabiske regeringer giver åbent udtryk for et langsigtet ønske om fred med Israel. Det samme gælder tilsyneladende hovedparten af den iranske befolkning. Lad os dog gribe chancen, støtte USA og Israel og se, om ikke vi kan gøre drømmen til virkelighed.
1
0