André Rossmann, den 4. juli 2026, 24NYT
Boligblokke er ikke kun beton. De rummer også kulturer og værdier. Derfor flyttede en del af Gellerups problemer til Tilst, da bulldozerne rykkede ind i området, der var præget af høj kriminalitet og lav beskæftigelse, skriver Jyllands-Posten.
Det var ellers for at nedbryde parallelsamfund, at den daværende Løkke-regering i 2018 indførte ghettoloven, som bl.a. gav kommunerne mulighed for at ændre beboersammensætningen i de mest belastede områder.
Så da Aarhus Kommune vedtog at jævne boligblokke i Gellerupparken med jorden, flyttede en del af beboerne til Tilst, og siden er problemerne her blevet større, fordi koncentrationen af indvandrere med ikke-vestlig baggrund (læs: muslimer) i Tilst er øget voldsomt. Andelen af indvandrere og efterkommere er nemlig steget til 42 pct., heraf 33,8 pct. “ikkevestlige” (læs: muslimer muslimer, fordi det er hverken ukrainere eller vietnamesere, der skaber problemer i Danmark).
Nedrivningerne i Gellerup viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er afgørende, hvor muslimer bor, men om de ønsker at være en del af Brabrand, Tilst eller Danmark som sådan. Det handler ikke om etnicitet, men om dem, der vil, og dem, der ikke vil.
En boligpolitik med blandede boformer, flere sociale indsatser, klubtilbud og grønne områder kan alt sammen være udmærket. Men intet af det virker, hvis det enkelte menneske mere eller mindre frivilligt fastholdes i uforenelige værdier, overbevisninger og handlemønstre, der ikke er forenelige med at bo i et frit og demokratisk samfund, uanset om rammerne er beton eller bøgehække.
Når de skiftende regeringer derfor jubler over, at antallet af parallelsamfund (læs: muslimske ghettoer) falder på den årlige ghetto-liste, kan der kun være én forklaring på dette mirakuløse fald. Man har blot skubbet flere ressourcesvage muslimske borgere længere ud af storbyerne til billigere boliger andre steder i landet.
Ghettoplanen af 2018, som skulle komme de muslimske ghettoer til livs, var og fortsat er et rent populistisk og symbolpolitisk tiltag, idet der findes solid videnskabelig evidens for, at beboernes etnicitet og integrationsparathed ikke ændrer sig, hvis man jævner et kvarter med jorden eller laver regler for, hvem der må flytte ind. Forskningen viser nemlig, at beboere, der flyttes fra udsatte områder, bliver koncentreret i nye udsatte områder. Det kaldes vandsengseffekten. Trykker man et sted på vandsengen, vil den bule op et andet sted.
Da Danmark har rødder i det gamle bondesamfund, har politikerne forkærlighed for at bruge velafprøvede landbrugsmetoder i deres politik. En af dem er ”gyllespredning”, hvor man i stedet for at løse problemerne blæser dem ud over hele landet eller rokerer rundt på dem.
Ved at genhuse de muslimske beboere uden for storbyerne har politikerne derfor ikke løst problemet med de muslimske ghettoer, men har blot spredt dem i et tyndere lag fordelt rundt om i landets boligområder. I stedet for de store parallelsamfund, der figurerer på den officielle ghettoliste, er der andre steder skudt nye mindre parallelsamfund op, der flyver under radaren. På papir kan man jo godt få det til at se ud, som om der sker en integration ved, at der flytter flere ind, som har penge og job. Så ser det fint ud i forhold til kriterierne, uden at ghettoproblemerne egentlig er løst.
Hvorom alting er: Parallelsamfundene opløses ikke ved, at man fjerner boligområder fra ghettolisten. Ghettoens bandekriminelle bliver ikke pludselig lovlydige borgere, fordi de bor længere nede ad gaden. Integrationen handler først og sidst om den enkeltes vilje. Hvis man ikke vil være dansk, bliver man det i sagens natur ikke. Ingen stat kan trods alt tvinge borgerne til at skifte identitet, kultur eller religion. Nedrivninger af ghettoerne og genhusning af tusindvis af muslimske indvandrere løser på ingen måde de massive integrationsproblemer, men spreder dem blot udover hele Danmark.
André Rossmann
1
0