André Rossmann, den 19. juni 2026, 24NYT
Muslimsk indvandring har forandret Danmark
Mens man i 50 år har diskuteret indvandring, er Danmark i mellemtiden reelt blevet et indvandringsland. 1 ud af 6 borgere er nu indvandrere og efterkommere. I 1970 var der 20.000 udenlandske arbejdere i Danmark. I 1980 boede der 5,1 millioner i Danmark, hvoraf blot 153.000 havde udenlandsk oprindelse. I begyndelsen af 2025 boede der 5,9 millioner i landet – i dag er tallet over seks – og hele 977.000 er enten indvandrere eller efterkommere.
Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør i dag 627.000 personer. I 1980 var tallet 51.000. Og blandt gruppen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør personer fra MENAPT-landene ca. 320.000 personer. Betegnelsen dækker overvejende muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet. Men – det reelle tal er langt højere, fordi Danmarks Statistik medregner tredje og fjerde generation som danskere. Det reelle antal muslimer i Danmark er således en velbevaret hemmelighed.
Meningsmålinger viser, at mens 53 pct. af danskerne ønsker at få flere muslimer ud af Danmark end ind, er indvandringen fra muslimske lande steget markant, mens Mette Frederiksen har været statsminister. Samtidig viser andre meningsmålinger, at 38 pct. af danskerne bakker op om import af arbejdskraft fra lande i Mellemøsten.
Slap udlændingepolitik bliver endnu slappere
I 2015 rykkede Socialdemokratiet retorisk til højre i udlændingepolitikken og ”stram udlændingepolitik” blev mainstream. Socialdemokratiet begyndte pludselig at messe samstemmigt, at ”antallet betyder noget” for at placere partiet tæt op ad DF. Politisk enighed i Folketinget har aflivet debatten om udlændingepolitikken. I dag er konflikten helt forsvundet. Der er konsensus om en striks udlændingepolitik fra Socialdemokratiet og hele vejen til højre.
I grundlaget for Danmarks nye, røde regering optræder ordet ”udlændinge” kun to gange. Udover det er der dyb tavshed om indvandring og landets islamisering, selv om masseindvandringens konsekvenser er usvækket mærkbare. Det er påfaldende, at de socialdemokrater, der inden folketingsvalget havde ført sig frem som udlændingepolitiske værdikrigere, er forsvundet. Det gælder bl.a. udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, undervisningsminister Mattias Tesfaye og beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek. Det kan kun tolkes som et tilbagetog i forhold til den værdipolitik, Socialdemokratiet hidtil har ført. For vælgere, der ønsker en strammere udlændingepolitik, er der derfor fortsat kun vage hensigter, signaler, symboler og verbal stramhed.
Megatrends på udlændingeområdet
Bryder man igennem støjen af hundredvis af informationer, nyheder, debatindlæg, kommentarer, synspunkter og fortællinger om dansk udlændingepolitik, og fokuserer man på de mønstre, tal og fakta, der går igen og igen, kan man tydeligt se, at udlændingeområdet præges af følgende megatrends:
Tilstrømningen af muslimer fortsætter
De kosmetiske stramninger på udlændingeområdet har ikke standset den muslimske indvandring, men kun bremset stigningstakten i antallet af de muslimer, der får asyl eller familiesammenføring i Danmark. Kombinationen af den konstante muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil være steget til 770.000 i 2050 svarende til ca. 13 pct. af befolkningen. Allerede i dag bliver mere end hvert femte barn født af en indvandrer eller efterkommer.
Et politisk flertal vil ikke udfordre konventionerne
I Folketinget findes der ikke et politisk flertal for at krydse ”den røde linje” og udfordre de indgåede internationale konventioner ved f.eks. at indføre et totalt asylstop og gennemføre omfattende hjemsendelser. Peter Starup fra Syddansk Universitet, der er lektor i udlændingeret og en af Danmarks førende juridiske eksperter inden for udlændingelovgivningen, kalder det derfor ”falsk varebetegnelse”, når politikerne giver indtryk af, at man kan stoppe den muslimske indvandring inden for konventionerne.
Udvisningsdømte kriminelle bliver i Danmark
I perioden 2019 til 2024 har Danmark udvist 7.802 kriminelle udlændinge, fremgår det af tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Kun 5.744 af dem er registreret som udrejst af landet. Det er svært for danske politikere at udvise kriminelle udlændinge grundet internationale konventioner. ”Reelt kan det ikke lade sig gøre at udvise mange af de udlændinge, der dømmes for meget alvorlig kriminalitet i Danmark. Selvom politikerne lover en hel masse, betyder vores internationale forpligtelser bare, at det er meget svært at komme af med de mennesker’, siger Peter Starup.
En udvisningsdom betyder farvel til Danmark, men kun på papiret. Forlader de udvisningsdømte ikke frivilligt landet, bliver de i stedet placeret på uderejsecenteret Kærshovedgård, hvor nogle fortsætter med at begå kriminalitet. 1.716 personer har fået to eller flere udvisningsdomme fra Danmark – én er blevet udvist 14 gange. Det er muligt at få flere udvisningsdomme, fordi der er en række lande, som Danmark ikke tvangsudsender til.
Muslimske flygtninge bliver i Danmark permanent
Paradigmeskiftet, der blev vedtaget i hhv. 2015 og 2019, skulle sikre, at flygtninges opholdstilladelse var midlertidig, og at de skulle rejse hjem, når der var sikkert i hjemlandet. Men langt de fleste syrere og afghanere er blevet i Danmark permanent, selv om situationen i deres respektive hjemlande er markant forbedret. Det ville nemlig være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at inddrage deres opholdstilladelse. Har man stiftet familie i Danmark, vil man i mange tilfælde være beskyttet af internationale konventioner, der sikrer retten til familieliv. Og det gælder de fleste syrere, fordi de har opnået en stærk tilknytning til Danmark. De har lært sproget, har et arbejde, har gået i skole og har fået børn i Danmark.
Hård udlændingeretorik, ingen handling
De danske vælgere har for længst affundet sig med såvel den muslimske indvandring som den gradvise islamisering af det danske samfund. Deres opbakning til en slap udlændingepolitik har betydet, at der i de seneste år er opstået en bred konsensus blandt Folketingets partier om, at Danmark fører en ”benhård” udlændingepolitik, der er stram nok.
Den muslimske indvandring er ikke længere et tabu. Selv på venstrefløjen problematiserer man konsekvenserne af den muslimske indvandring med alt, hvad den har medført af social kontrol, ekstremisme og et generelt pres på danske og vestlige værdier. Den islam-venlige elites taktik går ud på at indrømme, at muslimerne udgør et problem, men man gør intet for at løse problemet. Man stiller med andre ord en korrekt diagnose, men handler ikke på den. Danskerne spises i stedet af med hård udlændingeretorik og skarpe signaler på områder såsom konventioner og asylbehandling, selv om de foreslåede løsninger er umulige at gennemføre. Da politikerne ikke kan levere konkrete løsninger, er det vigtigt, at vælgerne konstant skal mindes om politikernes intentioner. Politikerne sender derfor løbende udlændingepolitiske strammersignaler og udspil, som på overfladen virker hårde og handlekraftige, men som i virkeligheden blot er en tynd omgang populisme.
”Stramningerne” er blot mediekampagner
På udlændingeområdet er Danmark bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen. Den eneste strategi, Danmark reelt kan forfølge, er derfor en kombination af hård retorik, luftige politiske udspil, tomme trusler og afskrækkelse af potentielle muslimske asylansøgere gennem mediekampagner. Som f.eks. Løkkes og Støjbergs ”straksopbremsning” (2015), Mette Frederiksens ”Retfærdig og realistisk” (2018), Socialdemokratiets ”Rwanda-model” (2021), syrernes og afghanernes opholdstilladelser (2021/22) eller Socialdemokratiets 37 timers aktiveringspligt (2021).
Alle disse mediekampagner er ikke andet end symbolpolitiske paradenumre, som udelukkende bruges til partipolitisk positionering. Partierne i Folketinget er nemlig udmærket klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og ikke på det, de reelt gør.
Integrationen af muslimer virker ikke
De muslimer, der bor i Danmark, bliver ved med at afvise de danske værdier og den danske kultur, som de forventes at blive integreret i. Selv de muslimer, der er født i Danmark, befinder sig mentalt i Mellemøsten. Som befolkningsgruppe har den muslimske underklasse den højeste andel af personer, som er uintegrerede, illoyale over for Danmark, underuddannede, underbeskæftigede, overkriminelle og oversygelige.
Den administrative overklasse obstruerer udlændingepolitikken
Samtidig med, at langt de fleste folketingsforslag om reelle udlændingepolitiske stramninger bliver konsekvent stemt ned, obstruerer det muslim-venlige embedsværk de få reelle stramninger, der er vedtaget.
Kommunerne undlader således at trække muslimske forældre i sociale ydelser, hvis deres børn ikke kommer i skole. De anbringer også muslimske børn sjældnere end danske. Kommunerne tilbyder fortsat permanente boliger til muslimske indvandrere, selv om deres retskrav på en permanent bolig blev afskaffet med paradigmeskiftet. Mens etniske danskere på kontanthjælp bliver aktiveret godt 6 timer om ugen, er tallet for muslimske indvandrere kun 4 timer hver uge. Socialrådgiverne forhindrer i højere grad nydanskere i at komme i arbejde, end de hjælper dem. Flere indvandrere end danskere parkeres på førtidspension. I regionerne undlader man at opkræve penge fra migranter, der i henhold til dansk lov selv skal betale for tolke. På Sjælland har myndighederne holdt smittetal i de muslimtunge kommuner skjult og har dermed bremset for den rette indsats over for corona-epidemien. Advokaterneog Dansk Flygtningehjælp har gjort det til en karrierevej at obstruere en stram udlændingepolitik. Osv. osv. – listen er lang.
Danmark bliver gradvis islamiseret efter salamimetoden
I 2025 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Et stort flertal i befolkningen udviser forståelse for indrømmelser til formørkede muslimske holdninger, og de negative konsekvenser af islam søges bortforklaret eller relativeret.
I samtlige danske partier dyrker politikerne fortællingen om den gode, velintegrerede og arbejdsliderlige muslim. Selv i de såkaldte ”højreorienterede” partier som DF, NB og DD er der konsensus om, at det kun er en håndfuld islamistiske ekstremister, der udgør et problem for Danmark. Fortællingen om den gode muslim falder i god jord hos hr. og fru Hakkebøf. Det danske samfunds værdipluralisme og relativisme har nemlig betydet, at den moderne dansker er rodløs og forvirret, mangler et ståsted og forankring, og er usikker på sit eget og sit lands værdigrundlag. For rådvilde, følgagtige og konfliktsky danskere er vejen derfor kort til velvillig accept af islams værdier.
En anden fortælling, som Danmarks politikere og medier turnerer med, er fortællingen om de arbejdsliderlige muslimer, som angiveligt ”stormer frem” på arbejdsmarkedet. Billedet af den ”succesfulde” integration af muslimerne fra MENAPT-landene, som politikerne, interesseorganisationerne, medierne, kommentariatet mv. tegner, er imidlertid enten politisk farvet spin eller decideret fakta- og talmanipulation, der skal tilsløre, at muslimerne har en langt lavere erhvervsfrekvens end etniske danskere.
Den voksende islamisering sætter danske normer og værdier under pres over hele landet. Danskerne bøjer nakken og tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis. Grænserne skubbes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker som f.eks. bederum for muslimske studerende på danske uddannelsesinstitutioner. Også i det danske forsvar stiller man bederum til rådighed og befalingsmænd uddannes i at håndtere ”trosmæssige hensyn som bedetider og mad”. Og selv om det er ulovligt at nægte mænd adgang til landets svømmehaller, lever den kønsopdelte svømning videre i flere kommuner.
Muslimsk indvandring udfordrer sammenhængskraften
Sammenhængskraft kan defineres som en kombination af samhørighed, fællesskab, fælles normer og forpligtelser, social gensidighed, tillid og solidaritet. Sammenhængskraft er med andre ord den sociale lim, der holder samfundet sammen. Danmark har tidligere haft en høj grad af sammenhængskraft, fordi Danmark var en ekstremt homogen nation med meget få etniske, religiøse, sproglige og kulturelle mindretal. Men allerede i 2050 vil der være 770.000 muslimer i Danmark. Da 770.000 vil være et voldsomt højt tal i et lille land som Danmark, kan den muslimske underklasse ikke undgå at udfordre sammenhængskraften i samfundet.
Fremtidens sammenhængskraft i Danmark vil blive afgjort ved styrkekamp mellem to totalt inkompatible kultur- og værdisystemer. Og vinderen bliver islam, idet alt tyder på, at den kommende regeringsperiode bliver præget af stilstand og måske endda tilbagegang på udlændinge- og integrationsområdet. Facit bliver, at islams selvtillid og indflydelse i det danske samfund bliver styrket med bl.a. flere job til muslimer i landets institutioner til følge.
Islam er i færd med at splintre det folkelige fællesskab i det tidligere så homogene Danmark og omdanne samfundet til en frivillig apartheid. Danskernes accept af tørklædet, bederum og kønsopdelt svømning er jo reelt et ja til den frivillige apartheid. Danmarks muslim-begejstrede elite hylder mangfoldigheden i skåltalerne og påstår, at langt de fleste muslimer er velintegrerede. Men virkeligheden ude i samfundet er, at befolkningen i Danmark er stadig mere opdelt, både etnisk og kulturelt. Ikke mindst fordi muslimerne udviser en gruppeadfærd, der desintegrerer samfundet.
De økonomiske konsekvenser
Ifølge Finansministeriet vil muslimske indvandrere og efterkommere, der er på støtten, frem til år 2100 medføre en varig bruttoudgift for den offentlige pengekasse på cirka 90 mia. kr. om året. Altså 6.660 mia. kr. brutto i løbet af 74 år. For de mange penge kunne Danmark have bygget 3-4 Femern-forbindelser eller to komplette metrosystemer i København – om året. Man kunne indføre mange flere ekstra helligdage eller sætte skatten for alle danskere – bundskatten – ned med 6-7 pct. Hver gang Danmark bruger en milliard på de ledige muslimer, kunne den bruges på noget andet, som kunne gavne danskerne.
Danmark har for længst passeret ”point of no return”
Mens den muslim-venlige danske magtelite obstruerer de få reelle udlændingepolitiske stramninger, har den travlt med at missionere for islam. Elitens budskab er, at islam i Danmark er en fuldbyrdet kendsgerning, og at danskerne ikke har andet alternativ end at vænne sig til deres ”dansk-muslimske samfund”. I Berlingske har debattøren Niels Jespersen f.eks. irettesat de borgerlige og opfordret dem til at omfavne det muslimske mindretal: ”Der bor omkring 350.000 muslimer i Danmark. De mennesker flytter sig ikke. Dem og deres efterkommere vil være en del af Danmark, indtil solen brænder ud. Er det virkelig planen, at det borgerlige Danmark skal være i permanent opposition til så stor del af befolkningen og dens værdier?” Og den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), har opfordret sit parti til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.
Bundlinjen er, at Danmarks udlændingepolitik for længst har passeret ”point of no return” og er låst fast på en kurs, som vil resultere i betydelige forskydninger i befolkningens sammensætning med vidtgående konsekvenser for landets kultur, samhørighed, sammenhængskraft og – ikke mindst – økonomi. De megatrends, der kendetegner dansk udlændingepolitik, bliver hverken vendt eller stoppet. Danmark forvandles derfor langsomt og uigenkaldeligt til et multireligiøst, multikulturelt, opdelt og konfliktfyldt samfund. Set i det lange perspektiv er de små symbolske stramninger, som politikerne gennemfører, ikke andet end små snubletråde. De sinker Danmarks deroute en smule, men stopper den ikke.
1
0