Stephen Helgesen, den 11. januar 2026
I den nuværende situation, hvor en supermagt har rettet blikket mod at overtage et mikrosamfund af mennesker, der lever på en strategisk placeret, massiv isblok, som dækker over værdifulde ressourcer under sin permafrost, kan det være klogt at skrue ned for sabelraslen, bombastisk retorik og truende adfærd for en stund – og i stedet overveje de realistiske muligheder for at anvende såkaldt soft power.
USA – eller mere præcist præsident Trump – vil have Grønland, skal have Grønland og kommer til at få Grønland. Det har vi forstået. Det har vi hørt, og det har resten af verden også, lige siden hans første embedsperiode. At han ikke “indpakker” sine ønsker om at overtage eller kontrollere et andet land i høflige vendinger ledsaget af et håndskrevet kort, har vi også forstået. Det virker urovækkende for grønlænderne, som har været under Danmarks kontrol i næsten hele deres moderne historie – hvis man ser bort fra perioden under norsk besiddelse og de fem år i 1940’erne, hvor Danmark var besat af nazisterne. Det bekymrer også deres beskytter, Danmark. For hvis Grønland skulle acceptere amerikanernes tilbud om et slags “ægteskab”, ville Danmark miste omkring 93 procent af sit samlede kongerige målt i landareal – for ikke at tale om prestige.
De af os der ved, hvor Grønland ligger, ved også, hvorfor det er afgørende for verdens sikkerhed, hvem der kontrollerer landet. På det punkt har Donald Trump ret. Arktis er måske koldt og øde, men det er også geografisk strategisk – både militært og søvejsmæssigt (næsten 90 procent af al skibstrafik omkring Grønland foregår langs vestkysten). Landet er et sandt “tag-selv-bord” af værdifulde mineraler og metaller, som ligger begravet under enorme områder med permafrost (der kan være op til 600 meter dyb, hvilket gør minedrift ekstremt dyrt). Det drejer sig blandt andet om sjældne jordarter, jernmalm, guld, zink og bly, nikkel, kobber, kobolt, grafit samt platinmetaller.
Grønland er ikke Klondike
Ethvert land, der kontrollerer Grønland, kontrollerer også retten til at udvinde disse ressourcer – inden for visse rammer, som i høj grad påvirkes af politiske beslutninger og miljøhensyn. Men ethvert forsøg på hensynsløst at “mine løs” ville blive mødt med massiv international modstand. I den forstand er Grønland ikke Klondike i 1896, hvor guldfeberen endte med at voldtage landskabet.
Dernæst er der turistindustrien. Set fra grønlændernes perspektiv er regnestykket enkelt: at maksimere turisternes forbrug og samtidig minimere turismens fodtryk. Der vil altid være et spørgsmål om, hvornår “nok er nok” for en by eller et lokalsamfund, og bare fordi der er masser af is, betyder det ikke, at grønlænderne vil give afkald på privatliv og livskvalitet, så Nuuk ender som et arktisk Martha’s Vineyard eller Long Islands Hamptons med tusindvis af turister rendende rundt. Grønlænderne ønsker ikke, at deres hverdag skal ligne københavnernes om sommeren. København har reelt nået et mætningspunkt med omkring 5–8 millioner turistovernatninger i sommermånederne, hvilket tager glansen af byens “hygge”, når den bogstavelig talt oversvømmes af mennesker. Noget lignende kan dog ikke ske i Grønland på kort sigt, ganske enkelt fordi landet mangler hotelkapacitet. Det senest opførte hotel er et Best Western med 78 værelser, som åbnede i 2021.
Hvorfor er Danmark så opsat på at holde fast i Grønland?
Jeg formoder, at der er flere grunde. Én er stolthed. En anden er historie og tradition. En tredje kan være en århundredgammel bitterhed over salget af De Dansk-Vestindiske Øer – de tre “Sankt”-øer: St. Thomas, St. John og St. Croix – til amerikanerne i 1917 for 25 millioner dollars i guld. Set i lyset af disse øers økonomi i dag var det en særdeles god ejendomshandel for USA.
Det danske kongerige er et gammelt monarki, og danskerne er stolte af deres monarker og deres to “stedbørn”, som nyder selvstyre: Færøerne og Grønland. De vil nødig se blot ét af dem “flytte hjemmefra”. Det er forståeligt – men næsten alle børn forlader på et tidspunkt hjemmet, klipper navlestrengen og kaster sig ud i verden for at stå på egne ben.
I Grønland har bevægelsen for løsrivelse fra Danmark været voksende gennem årtier. Men siden Donald Trump begyndte at rasle med den præsidentielle sabel og tale om at overtage Grønland, er denne bevægelse vokset yderligere. Et gennemsnit af meningsmålinger fra 2025 viser, at et flertal af grønlænderne ville stemme for uafhængighed, hvis der blev afholdt en folkeafstemning i dag (omkring 56 procent for, 28 procent imod – kilde: veriangroup.com). En anden kilde peger på, at opbakningen til fuld uafhængighed er steget over tid – fra omkring 67,8 procent i 2019 til cirka 84 procent i 2025 – om end holdningerne varierer afhængigt af økonomiske forhold og levestandard. Det er vigtigt at understrege, at de grønlændere, som ønsker uafhængighed, er klar over, at processen er lang, og at deres svar gives i en kontekst af uafhængighed “på sigt”. Grønlændernes ur går i et helt andet tempo end amerikanernes.
Hvad gør man så? Svaret er soft power
Mens EU’s “villige koalition” (der støtter Danmark og modsætter sig Trump i Grønlandsspørgsmålet) vokser, er EU samtidig bekymret for en mulig amerikansk militær operation for at “befri” Grønland og placere landet under en form for velvillig amerikansk politisk administration – en slags receivership – som det man så i Japan efter Anden Verdenskrig eller måske i Grenada efter den amerikanske invasion i 1983. Dengang udøvede den amerikanske regering midlertidig, ekstern overvåget kontrol under en politisk overgang, ikke permanent amerikansk styre. Der er ingen tvivl om, at de seneste begivenheder i Venezuela skaber stor uro hos danskerne, grønlænderne og EU-landene – for ikke at nævne Venezuelas nabolande.
Danskere, grønlændere og amerikanere skal mødes i Washington i næste uge for at drøfte “Grønlandssituationen”. Men i stedet for at optræde som Khrusjtjov i FN og hamre skoene i bordet i vrede foreslår jeg, at Danmark og Grønland slår sig sammen og anlægger en helt anden soft power-strategi – én der har til formål at bremse Donald Trumps momentum og tilbyde en tredje vej til midlertidigt at løse krisen.
Den tredje vej indebærer noget, Trump elsker: byggeri, udvikling og projektledelse. Grønland har brug for investeringer i turismesektoren, og det har brug for turister – og den amerikanske private sektor kunne levere begge dele. Alle forhandlere burde genopfriske deres Shakespeare og tage et par sider fra Stormen. Figuren Prospero tilgiver i sidste ende sine fjender; konflikter løses gennem nåde frem for hævn; ødelagte relationer genoprettes, og stykket slutter ikke med straf, men med forløsning, harmoni og hjemvenden. Stormen betragtes ofte som Shakespeares endelige udsagn om tilgivelse og forsoning – og den slutter betydeligt bedre end Hamlet.
Derfor bør Danmark hjælpe Grønland med at sammensætte en pakke af erhvervsrelaterede projekter og idéer, som kan samle amerikanske erhvervsfolk i en slagkraftig gruppe af pro-grønlandske “tropper”, der er villige til at investere i landet mod attraktive økonomiske incitamenter som pionerinvestorer. Udvalgte universiteter kunne tilbyde stipendier til dygtige grønlandske studerende og etablere udvekslingsprogrammer. Den amerikanske regering kunne opfordre U.S. EXIM Bank til at sponsorere en undersøgelsesrejse til Grønland og efterfølgende invitere interesserede grønlændere og danskere fra både det offentlige og private erhvervsliv til opfølgende besøg i USA.
Det er tid til at tænke kreativt, skrue ned for retorikken og hænge sablerne tilbage på væggen, hvor de hører hjemme. Ingen behøver undskylde for at bruge soft power – især ikke når det fører til midlertidig konfliktløsning.
Stephen Helgesen er pensioneret amerikansk diplomat med speciale i international handel. Han har boet og arbejdet i 30 lande over 25 år under Reagan-, G.H.W. Bush-, Clinton- og G.W. Bush-administrationerne. Han er forfatter til fjorten bøger – syv om amerikansk politik – og har skrevet mere end 1.500 artikler om politik, økonomi og samfundsforhold. Han bor nu i Danmark og er fast politisk kommentator i danske medier. Han kan kontaktes på: Han kan kontaktes på: stephenhelgesen@gmail.com
1
0