Stephen Helgesen, den 28. december 2025
Tæppet er hastigt ved at gå ned for året 2025, og jeg har en mistanke om, at mange af os ikke er kede af at se det forsvinde i bakspejlet (bortset naturligvis fra de evige optimister, som formår at finde et gran af positivitet i alting). Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde fortjent det duelighedstegn, men desværre hører jeg til den gruppe, der ser verden, som den er – og ikke som jeg havde håbet, den ville være. Det er ikke det samme som at sige, at jeg ikke misunder dem, der altid finder en sølvkant på tilværelsen, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er klar til at handle ud fra deres virkelighedsopfattelse, når det for eksempel gælder om at udstikke den rette politiske kurs.
Min far beskyldte mig ofte for at være en »dybt alvorlig person, der lo for lidt og bekymrede sig for meget«. Han havde ret i det med latteren, men han forstod ikke, at min alvor udsprang af et medfødt ønske om at FORSTÅ, hvorfor ting og mennesker er, som de er. Med dette som bagtæppe vil jeg sige: endelig er 2025 gået, men samtidig er jeg ked af at se det gå. Den ambivalens beskriver bedst, hvordan jeg har det med livet i denne vanvittige verden Herrens år 2025.
At lære livets vigtige lektioner i snegletempo kan være fint for en snegl, der krydser en græsmark, men det er livsfarligt for en, der bevæger sig over en trafikeret vej. Sandheden er, at vi som art ikke har lært ret meget i den korte tid, vi har befolket planeten – ellers ville vi ikke begå de samme fejl igen og igen. Der udkæmpes alt for mange meningsløse krige, der er alt for mange skilsmisser, alt for mange børn, der bliver mishandlet, for meget kriminalitet, for lidt retfærdighed, for lidt medfølelse, for meget fattigdom, for mange sygdomme, der forbliver ubehandlede, for mange politikere uden vilje og uden viden, der bliver valgt, for lidt anstændighed og for lidt sandhed, der bliver sagt, for meget tristhed og for megen isolation, for få mennesker, der virkelig lytter, og for få, der oprigtigt bekymrer sig om deres naboer.
Der er for meget uhæmmet magt, for meget undertrykkelse, for mange afhængige, for mange pushere, for få magtfulde mennesker, der tror på Gud, og for mange af os andre, der tager hans navn forgæves. Der er for mange forældreløse børn og for mange fældede træer, for lidt omsorg for miljøet, for lidt tillid og for lidt loyalitet til hinanden. Hertil kommer for meget bedrag, grådighed og begær. Der er for få rollemodeller og for mange mennesker, der end ikke ved, hvad en rollemodel er – og endnu færre, der bekymrer sig om, at der er så få af dem.
Der er for mange dimser, som har erstattet vores menneskelige samvær, og for mange mennesker, der ikke ser det som et problem. Der er for meget kedsomhed i det velhavende Vesten og alt for lidt medlidenhed med dem, som ville byde kedsomhed velkommen som et pusterum fra at bruge hvert vågent øjeblik på blot at overleve i den udviklende verden.
Hvilke lektioner har vi så lært i år?
Når det gælder alt det ovennævnte (for meget, for mange eller for lidt), har vi lært, at vi ikke formår at anvende den viden og visdom, vi har opnået gennem teknologiske fremskridt og ophobning af rigdom, til at løse vores mest grundlæggende menneskelige problemer på en tilfredsstillende måde.
På en måde er vores teknologi i hast med at erstatte vores essentielle menneskelige DNA. Abraham Lincoln gjorde amerikanere opmærksom på »de bedre engle i vores natur«, som stod foran en afgørende prøve blot en måned efter, at han havde udtalt disse ord i sin indsættelsestale i 1861:
»Vi er ikke fjender, men venner. Vi må ikke være fjender. Skønt lidenskaben kan have spændt båndene, må den ikke bryde dem. Hukommelsens mystiske strenge, der strækker sig fra hver slagmark og hver patriots grav til hvert levende hjerte og hvert arnested over hele dette vidtstrakte land, vil endnu engang svulme til Unionens kor, når de igen berøres – som de med sikkerhed vil blive – af de bedre engle i vores natur.«
Jeg har mange gange i år reflekteret over denne bemærkelsesværdige mands liv og spekuleret på, hvordan han ville have håndteret den dybe kløft, der i dag findes mellem amerikanernes politiske ideologier. Ville han have suspenderet habeas corpus, som han gjorde en måned efter sit valg, hvis han havde set volden i vores gader i dag? Hvordan ville han have opnået forsoning mellem de røde og de blå stater og bygget bro over den racemæssige kløft? Blot få uger før sin død underskrev Lincoln lovgivningen om Freedmen’s Bureau, som hjalp tidligere slaver med mad, uddannelse og juridisk bistand i Syden – for ikke at nævne Emancipationserklæringen to år tidligere, der frigav slaverne.
Når det gælder USA, er udtrykket »My country, right or wrong« ofte blevet forbundet med højreekstremister, som altid er parate til at forsvare Amerika uanset hvor tvivlsomme beslutninger dets ledere træffer. Ægte patrioter har imidlertid et ansvar for at stå sammen med deres landsmænd i forsvaret af landets værdier, men de har også en moralsk pligt til at udfordre de beslutninger, de finder i strid med Amerikas grundlæggende principper. Kort sagt må de handle med samvittighed og anerkende deres ansvar for at bringe denne samvittighed i spil, når de forkerte beslutninger træffes – af en præsident, en kongres eller ethvert organ, der har aflagt ed på at beskytte og bevare forfatningen.
Jeg formoder, at det samme gælder for mennesker verden over. Jeg håber, at langt flere af dem vågner op den 1. januar 2026 og handler i deres medmenneskers bedste interesse – og husker, at Gud ser med. Måske kan vi gøre en smule fremskridt og redde nogle liv næste år, hvis vi har lidt mere tro. En hilsen til alle de tvivlende Thomas’er og de indædte pessimister: I behøver ikke opgive jeres skepsis; I skal blot ikke ignorere muligheden for, at tingene kan ændre sig – og ikke modarbejde os, der arbejder for at ændre dem.
Stephen Helgesen
Nykøbing Sjælland, Danmark
1
0