24NYT, den 25. maj 2026
Da Børsen i sin tid fik sit lyserøde udseende, var det formentlig tanken at lægge erhvervslivets førende organ så tæt på det seriøse britiske Financial Times som muligt. Men i dag er Børsens lyserøde look mere udtryk for venstredrejet observans end seriøsitet.
Da Nikolaj Sommer afløste Bjarne Corydon som Børsens ansvarshavende chefredaktør i 2025, nedlagde han straks avisens leder, det sted, hvor Børsen i over 100 år har talt med en samlet og redaktionel stemme. Lederens rolle er overtaget af propagandistiske smædeartikler vendt mod – guess who – den i Danmark forhadte Donald Trump. Lad os give ordet til redaktionschef Kasper Kildegaard:
”Tirsdag i sidste uge lå jeg i sengen med min seksårige datter, der var faldet i søvn på mig. Forinden havde vi sunget – om solen, der er så rød, og om påskeblomsten, der titter frem som en velkommen gave. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de forældre, der skulle putte deres børn i Iran den aften. I de timer kunne de ikke med sikkerhed vide, om de ville vågne dagen efter. Eller om der, hvis de gjorde, ville være vand at drikke. Det er et råbende eksempel på, hvorfor Trump må rubriceres som en farlig præsident – for verdensfreden og for den geopolitiske stabilitet”. Ja, man kunne næsten knibe en lille tåre af ren og skær rørelse.
Da Kasper Kildegaard rent politisk er en ekstrem indsigtsfuld redaktionschef, kan han gennemskue, at Trumps strategi er på randen af kollaps: ”Tingene ramler for en præsident, der nu har sluppet endnu flere termitter fri, så de kan gnaske i fundamentet under USA’s langsigtede kerneinteresser. Trumps talrige fejl er slemme nok, som de er. Men hvis man lægger dem alle op på bordet samtidig, er vi vidner til et regulært kollaps”.
Kildegaard er også utilfreds med Trumps udtalelser om Taiwan: ”Trumps udtalelser om Taiwan er ulykkelige for alle, herunder de tapre taiwanere, der bærer idéen om forenede demokratier i hjertet”.
Mens Kildegaard udtrykker sin forargelse over Trumps holdning til Taiwan, er Taiwan vred på Danmark, fordi de Kina-venlige danske myndigheder registrerer ”de tapre taiwanere” som værende fra Kina. ”Danmark har fornærmet en hel ø og dens 24 millioner indbyggere. At kalde Taiwan for en del af Kina, er som at sige, at Ukraine er en del af Rusland. Styret i Beijing vil kunne bruge Danmarks beslutning som ammunition i deres juridiske krigsførelse mod Taiwan”, sagde Taiwans udenrigsminister i 2024.
I den tidligere seriøse Børsen kan man også opleve modstridende artikler i samme udgave af printavisen. ”EU spår vækst: Ingen recession i sigte”, skriver Ulrik Horn i en artikel i Børsen af 22. maj. I en anden artikel i samme udgave af avisen skriver han: ”Nye tal: Europa har kurs mod recession”. Man bliver i hvert fald ikke klogere af at læse Børsen i dag.
Og for at sætte prikken over i’et: den nominalt borgerlige og erhvervsvenlige avis Børsen har tilknyttet Marchen Geel Gjertsen som politisk kommentator. For de uindviede kan vi oplyse, at Marchen Geel Gjertsen tidligere var journalist på den venstreorienterede avis Information, og i 2005 stillede hun til kommunalvalget i Odense for – ja, hold fast – Enhedslisten. Det siger sig selv, at dermed var hun selvskrevet til at blive politisk kommentator på Børsen.
Da Marchen Geel Gjertsen blev tilknyttet Børsen, udtalte Nikolaj Sommer, at han så frem til hendes bidrag til avisen. ”Marchen er blandt landets skarpeste politiske analytikere og en fremragende skribent. Vi glæder os meget til at få glæde af hendes indsigt og dybe viden på det politiske område – ikke mindst i en tid hvor situationen i dansk politik er sjældent kompleks og uforudsigelig”, sagde han. Ja, det er nye tider på Børsen.
24NYT
